Vuelta a España

Brækkede alle knogler i ansigtet – nu er han tilbage på toppen

Fabio Jakobsen takker blandt andre læger og kirurger, der har hjulpet ham med at kunne være, hvor han er i dag.

For 376 dage siden stod cykelverdenen stille, da Fabio Jakobsen styrtede på uhyggelig vis, brækkede alle knogler i ansigtet og var i fare for at miste livet.

Tirsdag leverede hollænderen et smukt og nærmest usandsynligt comeback, da han rakte armene i vejret som etapevinder i Vuelta a España.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse. Efter styrtet var jeg langt væk, men jeg er glad for, at jeg er her, siger han umiddelbart efter sejren på 4. etape.

Fabio Jakobsen var tydeligt stolt over sin præstation, men havde dog mere travlt med at tale om andre end om sig selv.

- Mange mennesker har brugt meget tid og mange kræfter på det her, og det er også deres sejr. Jeg taler om alle læger, kirurger og medicinsk personale i Polen, til min anden familie her i teamet, og alt derimellem. Det er også deres sejr. Det er også min families sejr, fordi de er grunden til, at jeg er her.

Ekspert roser Jakobsens mentale styrke

I to dage lå Deceuninck - Quick-Step-rytteren i kunstig koma efter sit forfærdelige styrt i Polen Rundt, hvor han blev kørt ind i barriere af sprinteren Dylan Groenewegen.

Han ramte banden og asfalten så hårdt, at alle hans knogler i ansigtet var brækket. Derfor måtte kirurgerne forsøge at genskabe hollænderens ansigt, og tirsdag blev det ansigt symbolet på en kæmpemæssig fighter.

Tirsdagens bedrift og Fabio Jakobsens vilje og hoved, imponerer TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

- Det kræver en stor mental styrke. Kampen for at komme tilbage var hård, men det kræver også styrke, at han i massespurterne stadig tør at gå inden om i svingene og alle de der ting. Positionskampen var vild i dag, og jeg er meget imponeret over, at han tør det og ikke er blevet bange.

Danskere glæder sig over Jakobsens triumf

Fabio Jakobsen henviste Magnus Cort til en tredjeplads på 4. etape. Det kunne danskeren godt leve med – særligt fordi det netop var hollænderen, der vandt.

- Det er dejligt at se ham tilbage på toppen igen. Det er et år siden. Der er mange, der ikke kommer så heldigt ud af et grimt styrt. Det er rigtig godt at se, at han er tilbage til toppen, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT.

Danske Magnus Cort var tæt på sejren, men Fabio Jakobsen var for hurtig. Video: Jonas Kjærsgaard

En anden Vuelta-dansker, den danske mester Mads Würtz Schmidt, onder også sin hollandske kollega sejren.

- Jeg har kæmpestor respekt for den gut. Det er imponerende og meget inspirerende.

- Han får nok en lykønskning fra alle mand i feltet i morgen, siger han.

24-årige Fabio Jakobsen får chancen for at vinde igen onsdag, hvor der venter endnu en etape for sprinterne.