Cykling

Dansk mester slipper nådigt fra alvorligt styrt

Danske Mads Würtz Schmidt bekræfter, at han stiller til start på sjette etape, efter han styrtede grimt på femte etape af Vuelta a España.

En ellers rolig Vuelta-etape fik en ærgerlig og dramatisk afslutning.

Den danske mester Mads Würtz Schmidt røg i asfalten med 12 kilometer til mål, og med sig rev han en stor del af feltet.

Efterfølgende blev den danske Israel Start-Up Nation-rytter fragtet til hospitalet, hvor han skulle undersøges for brud, hjernerystelse og andre skader.

Sent onsdag aften er Würtz blevet udskrevet, og det er gået som håbet. Den danske mester bekræfter over for TV 2 SPORT, at han stiller til start på 6. etape torsdag.

Til TV 2 SPORT oplyser det israelske hold, at han er sluppet uden brud og hjernerystelser.

Dog er danskeren fortsat noget medtaget efter styrtet. Han er fyldt med hudafskrabninger, blå mærker og blodansamlinger.

Mads Würtz var den første af mange ryttere, der måtte en tur i asfalten, men der er ikke noget at bebrejde den danske mester for, vurderer TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

- Det ser ud, som om han er lidt for tæt på, og at Bora-rytteren lige rejser sig op. Dér når Mads ikke lige at trække cyklen tilbage. Der er tale om et uheld.

Etapen blev grundet styrtet afgjort i en decimeret sprint, og her var belgiske Jasper Philipsen hurtigst.

Top-3 på etapen

  1. Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix)
  2. Fabio Jakobsen (Deceuninck - Quick-Step)
  3. Alberto Dainese (Team DSM)

Top-3 i klassementet

  1. Kenny Elissonde (Trek-Segafredo)
  2. Primoz Roglic (Jumbo-Visma) +0:05
  3. Lilian Calmejane (AG2R Citroën Team) +0:10