Cykling

Landstræner udtager VM-bruttotrup

For 14 af Danmarks bedste landevejsryttere lever håbet om deltagelse ved årets VM endnu. Kun 8 kommer med.

Den danske herrelandstræner i landevejscykling Anders Lund har torsdag sat navn på den bruttotrup, hvorfra han vælger de otte ryttere, som skal repræsentere Danmark i linjeløbet til septembers VM i Belgien.

Med hele 25 danske ryttere på World Touren i år har Anders Lund en stærk pulje at vælge sit hold fra. Derfor har han i første omgang udtaget 14 ryttere til sin bruttotrup.

De er:

  • Andreas Kron (Lotto Soudal)
  • Casper Pedersen og Søren Kragh Andersen (DSM)
  • Christopher Juul-Jensen (BikeExchange)
  • Jakob Fuglsang (Astana)
  • Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma)
  • Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Mikkel Frølich Honoré (Quick-Step)
  • Mads Pedersen (Trek)
  • Magnus Cort og Michael Valgren (EF)
  • Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation)
  • Mikkel Bjerg (UAE)

31. august vil landstræneren sætte navn på de første fire-fem ryttere, som skal køre VM, og 13. september vil han udtage de sidste tre-fire ryttere til holdet.

- I mine samtaler med Anders har jeg gjort det klart, at jeg gerne vil køre VM, siger Mads Würtz Schmidt til TV 2 SPORT.

- Jeg tror på, at jeg har noget at byde ind med til det løb og kan være med til at skabe noget succes, så jeg vil rigtig gerne køre.

Onsdag styrtede Mads Würtz voldsomt i Vuelta a España, men han er i stand til at fortsætte i løbet, og over for TV 2 SPORT forsikrer han, at han nok skal komme igennem Vueltaen.

- Uanset om jeg kommer igennem med eller uden resultater, er det stadig den bedste forberedelse til VM. Så jeg skal nok komme stærkt ud af Vueltaen, og så skal jeg nok stå i form til VM, siger Würtz.

Danmark vil køre med flere kaptajner

Danmark har flere ryttere, som har gode forudsætninger for at gøre sig gældende i Flanderns kuperede terræn, og derfor er planen også at have flere kaptajner på holdet.

- Jeg forventer, at vi kommer til at køre med flere kaptajner, og vi sigter efter at være farlige og potentielt løbsafgørende i alle løbets faser, siger Anders Lund i en pressemeddelelse fra Danmarks Cykle Union (DCU).

Der skal også udtages ryttere til VM i både enkeltstart og holdløb. Den udtagelse sker særskilt.