Cykling

OL-guldvinder skifter hold

1. januar skifter danske Lasse Norman Hansen fra Team Qhubeka NextHash til norske Uno-X Pro Cycling Team. Det fortæller han til TV 2 SPORT.

Fem olympiske medaljer i banecykling. Det er noget for sig.

Hvis man så tilføjer to etapesejre i PostNord Danmark Rundt og flere år på World Touren, så har man en del af, hvad norske Uno-X Pro Cycling Team får, når danske Lasse Norman Hansen tiltræder holdet 1. januar.

Danskeren har underskrevet en toårig kontrakt med det norske Pro Tour-hold, der har har store ambitioner for fremtiden.

Derfor er Lasse Norman Hansen også glad for skiftet, hvor specielt kulturen er tiltalende.

- Nu har jeg en masse gode venner på Uno-X, og set udefra har de været i et rigtig godt miljø, som jeg har været inspireret af. Det har jeg længe kunnet tænke mig at blive en del af.

- Jeg startede med at snakke med dem (Uno-X, red) sidste år, hvor det ikke lige kunne lade sig gøre. Siden har vi været i nogenlunde løbende kontakt, og jeg er virkelig glad for, at det lykkes nu.

Har fortsat ambitioner på landevejen

Selvom Lasse Norman Hansen har kørt for forskellige World Tour-hold i løbet af sin karriere, er de store resultater udeblevet, ligesom det endelige gennembrud på landevejen stadig er i vente.

Det ærgrer danskeren, der stadigvæk har ambitioner om at slå igennem.

- Jeg føler helt sikkert, at der er noget uforløst omkring min tid på landevejen. Det nager mig lidt, kan jeg mærke.

- Jeg kunne godt tænke mig at få lidt mere personlig succes på landevejen, ligesom jeg gerne vil være en del af et hold, der vinder mange sejre. Det håber og tror jeg, at jeg kan blive på Uno-X.

Har haft brug for luftforandring

Siden 2015 har Lasse Norman Hansen kørt på seks forskellige hold, og selvom han ikke vil kritisere nogle af sine tidligere arbejdsgivere, trænger han til noget andet.

- Jeg har fået et indtryk af, at mange af rytterne på Uno-X mere er venner end holdkammerater. Det synes jeg lyder fedt. Det er et miljø, som jeg finder attraktivt, og som jeg tror bliver rigtig sjovt at være en del af.

Han fremhæver, at Team Qhubeka NextHash gav ham chancen for at fokusere på OL, hvilket betyder meget for ham.

- Jeg er utrolig glad for, at jeg fik chancen for at køre OL i år. Det påskønner jeg, at holdet gav mig lov til. Det betyder meget.

Danskere på Uno-X Pro Cycling Team i 2022

  • Lasse Norman Hansen 
  • William Blume Levy
  • Johan Price-Pejtersen 
  • Niklas Larsen 
  • Anthon Charmig 
  • Niklas Eg
  • Jonas Gregaard

(Opdateret 21. august 2021) 

Mere fokus på landevejen

Den 29-årige dansker har haft en karriere, hvor banecykling har fyldt meget. Og med stor succes. Men nu er Lasse Norman Hansen klar til at lægge mere fokus på landevejen, selvom han også tænker på OL i Paris i 2024.

- De næste to år vil al min fokus være på landevejen. Det synes jeg, at jeg skylder mig selv – at give det chancen sådan 100 procent.

-Jeg skal være bedre til at sætte mig nogle konkrete mål på landevejen. Det har jeg været for dårlig til. Men jeg regner stadigvæk helt sikkert med at køre OL i Paris. I hvert fald som det ser ud lige nu.

Lasse Norman Hansen har tidligere kørt på World Tour-holdet Garmin Sharp (2014) og Team Cannondale - Garmin (2015).