Cykling

Cort jubler over VM-ruten

Magnus Cort mener, at årets VM-rute i landevejscykling ligger rigtig godt til mange af danskerne.

Det var næsten ikke til at forstå tilbage i 2019.

Da Mads Pedersen var hurtigst på stregen og kunne kalde sig for verdensmester i landevejscykling.

Han blev den første danske mand til at bære regnbuetrikoten på landevejene. Men han er meget muligt ikke den sidste. Årets VM-rute er nemlig placeret i Belgien i et terræn, den danske delegation bestemt ikke kan brokke sig over.

- Uanset hvilket hold, der bliver udtaget, bliver det ufattelig stærkt. Det er jeg ikke i tvivl om. VM-ruten i år ligger rigtig godt til mange af os danskere. Det kribler helt sikkert i benene i forhold til VM, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT.

TV 2 SPORT fangede Vuelta-etapevinderen på mandagens hviledag. Her satte han ord på, hvor meget VM betyder for ham. Og det er på trods af, han slet ikke er udtaget endnu.

- Jeg vil meget gerne til VM. Det er klart. Jeg håber selv på, jeg kan levere et resultat, og det tror jeg også på, jeg kan. Når jeg kommer hjem efter Vueltaen, så bliver min træning lagt op mod VM med tanke på, jeg selv skal være med til at køre finale, lyder det fra Cort.

Den danske bruttotrup

Danmarks landstræner, Anders Lund, satte i sidste uge navn på sin VM-bruttotrup. Den indeholder 14 navne, men den skal skæres ned til 8.

Han kan vælge mellem følgende ryttere:

  • Andreas Kron (Lotto Soudal)
  • Casper Pedersen og Søren Kragh Andersen (DSM)
  • Christopher Juul-Jensen (BikeExchange)
  • Jakob Fuglsang (Astana)
  • Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma)
  • Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Mikkel Frølich Honoré (Quick-Step)
  • Mads Pedersen (Trek)
  • Magnus Cort og Michael Valgren (EF)
  • Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation)
  • Mikkel Bjerg (UAE)

Bookmakerne tror på danskerne

Selvom holdet ikke er udtaget, så har bookmakerne allerede et godt øje til flere af danskerne.

Bookmakerne kan selvfølgelig ikke komme udenom Wout van Aert og Mathieu van der Poel, der på forhånd kategoriseres som de to store favoritter til VM-sejren.

En, der har vist, han kan slå de to, er danske Kasper Asgreen. I Flandern Rundt kom han alene afsted med de to ovennævnte, der i sidste ende ikke kunne følge med danskeren.

Derfor er Kasper Asgreen også bookmakernes fjerdestørste favorit, hvor kun den forsvarende verdensmester Julian Alaphilippe sniger sig ind foran.

Mads Pedersen er ligeledes blandt bookmakernes ti bedste bud i skrivende stund, mens Magnus Cort, Michael Valgren og Søren Kragh Andersen også er at finde i den lidt sjovere ende.

VM i Belgien bliver kørt 26. september.