Vuelta a España

- Jeg tænkte ikke over, at jeg inden for de næste måneder ville miste min mor

Andreas Kron kører rundt i Vuelta a España med en ganske særlig historie. For hans cykelkarriere blev i høj grad formet af morens kræftsygdom og død.

I disse dage får Andreas Lorentz Kron sin Grand Tour-debut, når den 23-årige danske cykelrytter kører Vuelta a España for Lotto-Soudal.

Den unge danske landevejsrytter har i denne sæson for alvor slået sit navn fast på WorldTouren med etapesejre i både Tour de Suisse og Catalonien Rundt. Og på mange måder er Vuelta a España-debuten den foreløbige kulmination på Andreas Krons spæde cykelkarriere.

Hun døde i juli 2011, og i start juni var hun med ude og se mig køre cykelløb

Andreas Kron

En karriere, der er blevet født på en ganske særlig facon. Og skal man forstå tilblivelsen af Krons cykelkarriere, så skal man forstå den tragiske oplevelse, der overgik ham som barn.

TV 2 SPORT har på Vueltaens første hviledag mødt Andreas Kron til en snak om det, der har været med til at forme ham som cykelrytter.

Interview med Andreas Lorentz Kron:

Hvorfor blev du cykelrytter?

- Jeg startede med at spille fodbold, som alle drenge jo gjorde. Ifølge min far kunne jeg bedre lide at kigge på mælkebøtter, end jeg kunne lide at spille fodbold. Jeg var bange for at gå ind i tacklinger. Men så blev jeg bare hurtigt grebet af cyklingen, da jeg så startede med det, da jeg var otte år. Jeg har altid cyklet siden og har altid syntes, det var fedt. Dengang var det egentlig bare fordi, jeg syntes, det var sjovt. Og jeg var ikke særlig god. Jeg blev sat og sat, men syntes stadig det var fedt. Og selvom det var en individuel sport, var der meget socialt i det.

- Samtidig var min mor syg med cancer. Hun havde faktisk sygdommen, siden jeg var fem år gammel. Og hun havde det så on/off i otte år. Specielt i den sidste periode var cyklingen en rigtig stor del af mit liv for ligesom bare at kunne være en normal dreng, der ikke tænkte over at have en syg mor. Jeg vidste godt, jeg havde det, men nu tænkte jeg bare på, at jeg skulle ud og cykle og have et frirum. Jeg fandt mange gode bekendtskaber, som gjorde det nemmere. Så jeg har bare nydt cyklingen. Og gør det stadig. Jeg var nok også kommet igennem min mors sygdomsforløb uden cyklingen, men det har i hvert fald gjort tingene meget nemmere. Og gør det stadig. Når jeg sætter mig ud på cyklen, kommer jeg ligesom ind i min egen boble og nyder det.

Hvor bevidst var du over det frirum og den flugt, da du var barn?

- Jeg tror ikke, jeg tænkte over det på den måde. Jeg ved bare, at jeg glædede mig til at komme ud og cykle og til at komme til cykelløb. Og jeg nød det, når min mor også var med ude og se mig køre cykelløb. Hun døde i juli 2011, og i start juni var hun med ude og se mig køre cykelløb. Jeg nød virkelig bare, at hun var der. Og at hun var en kæmpe del af det. Jeg var nok ikke bevidst om det dengang, men cyklingen var et sted, hvor jeg bare kunne være ligesom alle andre drenge. Og et sted, hvor jeg ikke tænkte over, at jeg inden for de næste par måneder ville miste min mor.

Har du tænkt over, hvordan det kan have præget dig som barn at have en kræftsyg mor i så mange år?

- Ja, det har jeg faktisk tænkt over. Man kan sige, at jeg hurtigt blev voksen. På den dårlige måde. Men der har også været nogle ting, jeg kunne tage med videre. I den her cykelverden, hvor det er de stærkeste, der overlever – der er ingen kære mor – har jeg virkelig kunne bruge mine erfaringer. Jeg har taget det med videre til at blive stærkere til at stå på egne ben. Og til at stå tilbage med det savn. Jeg gik samtidig også til psykolog, hvor jeg blev god til at sætte ord på, hvordan jeg har det. Det er jeg taknemmelig over, at mine forældre fik mig til. Jeg gik hos Børn, Unge & Sorg i tre år. Både før og efter. Og det gjorde det hele meget nemmere. Men det hele har helt klart gjort, at jeg er blevet voksen hurtigere.

Har det også været med til at give dig den hårdhed, som det kræver at være cykelrytter?

- Det tror jeg. Udadtil virker jeg ikke ret kynisk, men jeg kan godt være sådan ret kynisk. Og kan godt sige, at nu gør vi altså sådan her. Det kan min kæreste måske specielt mærke nogle gange. Hun er heldigvis sindssygt god til at håndtere det. Hun ved, at jeg vil gøre alt for at opnå store resultater i den her verden. Min mor gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for at overleve. Og selvom mange ting nok ikke gjorde en forskel, så havde hun den der indstilling, at nu gør jeg alt, hvad jeg kan. Det har gjort meget for mig. Jeg gør også alt, hvad jeg kan. Og hvis det er godt nok, så er det godt nok.

Hvordan bruger du oplevelsen i dag ti år efter i din sport og i dit liv?

- For eksempel i foråret da kørte jeg i Catalonien. Det var mega fedt, da jeg vandt den ene dag, men to dage efter udgik jeg med sygdom og var syg i fjorten dage. Der brugte jeg det meget. Hun kæmpede i de sidste par år for at være så meget sammen med mig som muligt, så nu skal jeg også vise hende, at jeg kæmper for den drøm, jeg har. Så det er specielt i de der hårde perioder, at jeg føler, hun er der et eller andet sted. Og her (i Vueltaen, red.) har jeg en drøm om at vise hende, at jeg er der, hvor jeg rigtig gerne vil være. Jeg ved, at hun altid vil være stolt, lige meget hvad jeg laver.

Så du bruger hende?

- Ja, det gør jeg. Altså ikke under selve løbet. Men i sådan et løb som det her sidder man jo tit og lider, og der tænker jeg bagefter, at hun sgu ville være stolt af mig. Alle omkring mig er megastolte, men speciel hende. Og jeg vil virkelig gerne vise hende, at nu er jeg her.

Hvor meget har din mor og far betydet i forhold til, hvor du er i dag?

- Jamen, hele min familie har betydet rigtig meget. Mine forældre besluttede, at jeg skulle starte til psykolog, men det havde også nogle andre konsekvenser. For det var hver anden mandag, og hver anden mandag havde jeg altid engelsk i skolen. Det gjorde, at mit engelske i mange år ikke lige var så godt. Men prioriterer vi, at Andreas er god til engelsk? Eller prioriterer vi, at han faktisk kan komme igennem det her? Jeg er sindssygt taknemmelig for, at mine forældre sagde, at nu skulle det handle om det hele menneske. Og så har min farmor altid boet tæt på os og været der for mig dag ud og dag ind. Og så har jeg haft mange venner, der virkelig har været en vigtig del af mit liv. Det er folk, som jeg stadig ringer til, hvis jeg har en hård periode. Så alle omkring mig har virkelig støttet. De er en stor del af, at jeg sidder her i dag.