Cykling

Vuelta-dansker ærgrer sig over Danmarks EM-afbud

Danmark stiller ikke op i herrernes linjeløb ved EM grundet mangel på ressourcer. Det fortæller landstræner Anders Lund.

Det kom som en overraskelse for mange, da landstræner Anders Lund fredag bekræftede, at dette års EM bliver uden dansk deltagelse i herrernes linjeløb.

En beslutning, der er truffet på baggrund af manglende ressourcer og et øget fokus på VM, der afvikles kort tid efter europamesterskabet.

Danske Andreas Kron, der har kørt flot i dette års Vuelta a España, er noget uforstående over for beslutningen. Det fortæller han til TV 2 SPORT.

- Jeg synes, det er en ærgerlig beslutning, for jeg ville gerne have deltaget ved EM, og jeg tror også, jeg havde fået lov til at køre det af Lotto.

- Jeg håber fremover, at det er noget vi prioriterer, for EM vokser for hvert år, og folk vil gerne have trikoten.

Selv hvis de danske VM-ryttere skulle melde afbud til EM, synes Kron fortsat, at mesterskabet vil give god mening for Danmark.

- Vi har så mange World Tour-ryttere, og det kan godt være, at de bedste ikke vil prioritere EM grundet VM, men vi er 26 (World Tour-ryttere, red.) og en del dygtige Pro-Konti ryttere, der vil kunne være en del af det.

Beslutning skuffer Rolf Sørensen

Beslutningen om ikke at deltage både overrasker og ærgrer TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen. Han havde gerne set Danmark deltage ved EM.

- Jeg er meget ærgerlig over det. Når vi har det niveau af cykelryttere, er det altså beklageligt.

- Vi har så gode cykelryttere, og det er nu de skal have et klap på ryggen. De kan få værdifuld erfaring af sådan et løb.

- Selv hvis de ryttere, der er udtaget til VM melder afbud, vil vi stadigvæk have ryttere, der kan vinde det EM, så det er ærgerligt.

Landstræner fokuserer på VM

Den danske landstræner Anders Lund finder situationen super ærgerlig, men begrunder afbuddet med mængden af aktiviteter, der er for landsholdet. Derfor har han været nødsaget til at prioritere, og her er EM ikke kommet i første række.

EM og VM i cykling

EM:  Trentino (Italien) fra 8. til 12. september.

Herrenes linjeløb: 12. september.

VM:  Flandern (Belgien) fra 19. til 26. september.

Herrenes linjeløb: 26. september. 

- Vi bliver nødt til at prioritere vores ressourcer, og VM er det absolut vigtigste, når det kommer til herreeliten.

- Samtidig vil vi i den prioritering også have fokus på U23 og damerne i EM-sammenhæng. Det er det, der er bevæggrunden, fortæller han til TV 2 SPORT.

Ud fra vilkårene vurderer landstræneren, at den rigtige beslutning er truffet.

- Rent prioriteringsmæssigt synes jeg, at vi har fat i den lange ende.

Danmark er blandt de største favoritter, når VM i linjeløb på herresiden afvikles den 26. september i den belgiske region Flandern.