Cykling

Breschel vandt cykelløb efter bestikkelse

Her kan du læse et uddrag fra Matti Breschels kommende bog 'Væddeløber'.

I 15 år levede Matti Breschel på landevejene som en af del af det professionelle cykelfelt.

Det blev til VM-medaljer og sejre, men karrieren var også fyldt med slemme styrt og masser af skuffelser.

Det fortæller han om i en ny bog, som er en personlig beretning om cykellivet oplevet indefra men også en kærlighedserklæring til sporten.

Bogen, som hedder 'Væddeløber', er udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof og udkommer 31. august.

Herunder kan du læse et uddrag fra den.

KAPITEL 11 - RETUR TIL EN RUSSER

I sommeren 2012 tog jeg til stranden Lido di Camaiore ved den italienske vestkyst med Maria, der var gravid med vores første barn, Charlie. Jeg sprang Tour de France over for at satse 100 procent på Vuelta a Espana og VM senere på sæsonen, så jeg brugte et par dage i solen for at tanke energi, inden jeg skulle på højdetræningslejr før OL i London.

På et tidspunkt under fridagene mødte vi tilfældigvis Anne Dorthe Tanderup, og snakken faldt på min situation hos Rabobank. Jeg havde en kontraktforlængelse liggende, som egentlig bare skulle underskrives. Min plan var at blive på det hollandske hold, for selvom det ikke havde været en succes, så var det en drengedrøm at køre for dem. Men så spurgte Anne Dorthe mig, hvornår jeg så havde tænkt mig at komme tilbage til Bjarne.

”Har jeg ikke brændt den bro", spurgte jeg. ”Nej, nu må du stoppe, Matti,” svarede hun. ”Ring til Bjarne med det samme og hør, hvad han siger.”

Der var faktisk ikke noget, jeg hellere ville end at komme tilbage til de gamle rødder, for græsset var alligevel ikke grønnere på den anden side, som jeg havde håbet, da jeg valgte at forlade Team Saxo Bank små to år tidligere. Jeg ringede til Bjarne nogle dage senere, og vi talte om min mulighed for at vende tilbage. Der var ingen tvivl om, at vi begge ville det, så aftalen kom relativt hurtigt i stand. Kun formaliteter omkring juridiske detaljer tog tid, så den endelige kontrakt blev først underskrevet i løbet af Vueltaen.

Sent om aftenen, på en mørk og halvskummel landevej et stykke væk fra det hotel, jeg boede på med Rabobank, rullede Bjarnes pressechef Anders Damgaard og den tekniske direktør Ricardo Scheidecker op i en holdbil. Ingen måtte fatte mistanke, for jeg skulle trods alt stadig kunne se mine sportsdirektører Adri van Houwelingen og Erik Dekker i øjnene næste dag, så det blev gjort i al hemmelighed. Jeg stoppede kontrakten op under blusen, satte den fast i buksekanten og gik tilbage til min værelseskammerat Stef Clement.

Jeg sendte en besked til Bjarne: ”Jeg sender kontrakten tilbage efter Vueltaen.”

Bagefter kiggede jeg på Stef, glad for, at jeg snart ikke skulle se mere på ham.

Jeg havde en god mavefornemmelse inden 2013-sæsonen. Jeg var tilbage på Bjarnes hold, som nu hed Tinkoff-Saxo, og efter to sæsoner med sekundære placeringer, styrt og skader hos Rabobank havde jeg brug for en frisk start. Jeg vidste, hvordan et hold med Bjarne ved roret normalt fungerede på de indre linjer, og kendte også de fleste på teamet trods en massiv udskiftning blandt ryttere, mekanikere og massører, men det gik snart op for mig, at tingene ikke længere var som i de gode gamle dage.

Bjarne havde to år tidligere hentet cykelsportens største navn, Alberto Contador, ind som holdets ubestridte numero uno. Spanieren tog hjælpere med i form af Jesús Hernández, Sérgio Paulinho og Benjamín Noval. Det var tydeligt, at der var sket et skred på holdet, selvom Bjarne forsøgte at køre det på samme måde som tidligere. Jeg fik hurtigt opfattelsen af, at de spanske ryttere, som havde dannet en lille klike, ikke helt forstod meningen med teambuilding, kommunikation, ærlighed og resten af de værdier, som Bjarne igennem mange år havde brugt energi på at håndhæve.

Alberto Contador var en enspænder med en tidligere dopingdom. Det var den meget omtalte ”bøf-sag” fra Tour de France i 2010, hvor han blev testet positiv for det forbudte stof clenbuterol, som ifølge ham stammede fra et stykke kød, han havde spist.

Før sit skifte til Bjarnes hold havde Contador kørt for Astana, hvor han både på og af cyklen skulle slås om magten med Lance Armstrong, der havde gjort comeback og stadig var stor i slaget og brugte psykologisk krigsførelse. Det spil gjorde nok, at Alberto ikke stolede på nogen længere. På Tinkoff-Saxo havde han indflydelse på, hvem der skulle med til de cykelløb, han deltog i, og med hans tre kammesjukker blev pladserne hurtigt fyldt op til de vigtige løb.

Når Tour de France nærmede sig, begyndte hele lefleriet for at komme med i truppen. Det var ikke nok at køre stærkt på cykel, for man skulle helst gøre en speciel indsats for at vinde Contadors gunst. Nicolas Roche var en gudsbenådet fedterøv. Han var generelt så sød over for vores kaptajn, at man fik lyst til at stryge hans skjorte. Selvom det sjældent var spændende samtaler, man havde med den introverte spanier, så sad Roche smilende ved hans side ved aftensmaden, når han kunne komme til det.

De to italienere Matteo Tosatto og Daniele Bennati var også dygtige til at gøre sig til i spillet om Tour de France-pladserne, men de gjorde det på en anden måde. Det var på cyklen, hvor de sørgede for at tage føringer, når tv-transmissionerne startede, hvilket ofte var et stykke inde i et løb, så det lignede, at de sled og slæbte som hjælperyttere. Den italienske duo var brølstærk, men det nyttede jo ikke noget i det store billede, at de kun leverede en halvhjertet indsats, når der ikke var kamera på. De var smarte, var de. Og det virkede.

Michael Mørkøv var rasende på linselusene. ”De får sateme ikke mig til at slikke røv,” sagde han, og vi endte da også begge med at blive vraget til Touren, men jeg var som ryttertype i forvejen aldrig selvskreven til verdens største cykelløb, og jeg brød mig absolut ikke om at spille spillet for at komme med.

Bjarnes hold var mangfoldigt med mange forskellige nationaliteter. Det gav udfordringer sprogligt og kulturelt. Spanierne var bare én sag. Danskerne var der ikke så meget bøvl med, og russerne kunne også klare, at vi sagde tingene til hinanden uden omsvøb, uden de tog det personligt, men italienerne skulle smøres, og hvis man sagde noget, som de misforstod, kunne de blive så fornærmede, at de aldrig talte til en igen.

Under Bruxelles Classic i 2013 skulle vi køre for Daniele Bennati, der igennem en lang karriere havde vundet omkring 50 cykelløb som professionel. Om han var blevet bange med alderen, ved jeg ikke, men i massespurterne slap han grebet, specielt når han kunne se, at han ikke var i stand til at vinde. Hvis ikke han decideret gav op, så var han én stor undskyldning for, hvorfor det heller ikke lykkedes denne gang. Hvis det regnede, kunne han have så ondt af sig selv, at man fik lyst til at ruske i ham.

Som ethvert andet belgisk løb var det ikke uden risici, hvis man ville være med fremme i Bruxelles Classic. Hele holdet kørte som død og helvede for, at Bennati sad rigtigt i finalen, og da jeg havde taget min tørn, slog jeg ud kort før mål. Jeg kiggede op, for at se om Bennati vandt, men 200 meterfør målstregen stoppede han med at træde. Hvad lavede han" Da jeg trillede forbi ham, bad jeg ham spurte til stregen en anden god gang. Jeg sagde til ham, at han ikke kunne forlange, at alle mand kørte for ham en hel dag, og så prøvede han ikke engang. En top-10-placering var jo også okay. Vi havde brug for resultater. Sæsonen havde været fattig på dem, så der var pres på fra ledelsen og sponsorer.

Bennati reagerede ikke, før jeg om aftenen lå i min seng på lufthavnshotellet i Charleroi. Der bippede en meterlang sms ind. Et langt drama, som i bund grund handlede om, at jeg ikke kunne tillade mig at snakke til ham på den måde. Jeg forsøgte at ringe til ham, men han afviste opkaldet. I stedet sendte han en ny sms og skrev: I DEMAND YOUR RESPECT. Flere sms’er fulgte. Jeg kunne ikke tage ham seriøst, og jeg tror, han har hadet mig lige siden.

Oleg Tinkov blev præsenteret som ny sponsor, kort tid efter jeg kom tilbage til holdet, og her kan man også tale om en kulturforskel. Jeg huskede ham fra Giro d’Italia i 2007, hvor han stillede op med sit eget Tinkoff Credit Systems-hold med blandt andre afdankede gamle dopingsyndere. Han medbragte også unge russiske kvinder, der vimsede rundt iført enkeltstartsdragter. Inden holdløbet i Giroen varmede vi op ved Team CSC-bussen og så den nyrige oligark gå fuldstændig amok på en af pigerne, fordi hun væltede på en af holdets Colnago-cykler og slog hul på sit knæ. Han skældte hende ud, mens den stakkels pige sad og græd. Der gik rygter om, at hun blev sendt hjem med det første fly for egen regning.

Trods episoden tænkte jeg alligevel, at Oleg Tinkov kunne blive et interessant bekendtskab med sit excentriske og selviscenesættende væsen, som man ikke havde set mage til i cykelsporten i nyere tid. Jeg tog fejl, og da han senere helt overtog holdet og sparkede Bjarne ud, så han sig sur på alle danskerne.

De fleste af os blev blacklistet, på nær Michael Valgren og Christopher Juul-Jensen. Chris er socialt intelligent og havde et godt tag på Oleg Tinkov, og Valgren var bare charmerende, selvom han kunne være nok så provokerende, når han fik rygnummer på. Under etapeløbet Fire dage ved Dunkerque i 2013 kendte jeg endnu ikke Valgren særlig godt, så han skulle lige ses an, før han kunne blive accepteret. Han var godt kørende og blev toer efter franske Sylvain Chavanel på en etape, hvor resten af holdet hang. Næste dag kom han op på siden af mig i feltet.

”Det er godt, jeg har reddet hele holdet fra total skuffelse”, sagde han lidt kækt.

”Michael, du blev kun nummer to, så luk røven”, svarede jeg uden det store overskud til andet end at koncentrere mig om ikke at styrte i det tætpakkede felt. Valgren forstod ikke min besked og svarede tilbage:

”Du har da godt nok fået det forkerte ben ud af sengen her til morgen, hva”, Han sagde det, mens han kørte med sådan en overlegen høj kadence, som viste, at han var ovenpå. Vi andre på holdet kunne ikke komme udenom, at han var en formidabel cykelrytter, og han blev hurtigt accepteret af alle. Selv af Oleg Tinkov.

Da Oleg Tinkov tog styringen på holdet, så jeg hurtigt hans grimme side. Det var tydeligt, at manden havde psykopatiske træk og var fuldstændig empatiforladt. Vi ryttere, eller hans boytoy, som han kaldte os, blev udsat for en bizar mandskabspleje.

På et tidspunkt kom han hen til mig, fordi han lige ville spørge mig om noget. Han lagde sin arm om min skulder og spurgte, om jeg ikke kunne høre min mor, om han var min rigtige far, for han kunne altså ikke selv huske det. Derefter brød han ud i en ukontrolleret latter. Jeg ved ikke, om det var hans humoristiske niveau, eller om han bare gerne ville provokere. Engang blev jeg også kaldt for et dansk, socialistisk svin, der havde det for godt. Jeg var kun på holdet, fordi jeg var Bjarnes lille ven, lod han mig tydeligt forstå. Før Bjarne forsvandt i begyndelsen af 2015, havde vi forlænget min kontrakt med en højere løn, og det tror jeg, at russeren blev bitter over, eftersom det var ham, der skulle betale.

Generelt blev alle truet med en fyreseddel, hvis vi ikke vandt cykelløb, og selv mekanikerne og massørerne blev presset til kanten eller ud over den. Vores polske buschauffør fik sparket foran flere folk, fordi han ikke kunne skaffe Oleg en bestemt pølse under Schweiz Rundt. Han fik lov til at komme tilbage, men ydmygelsen var langt ude.

Da stjernen Peter Sagan i 2015 kom til holdet og kørte en enkelt sæson, fik jeg skylden for, at han ikke vandt løb som forventet, og til stor glæde for pressen svinede Oleg Tinkov mig til på Twitter. Jeg syntes, han var helt uden klasse, men da jeg blev ringet op af en formiddagsavis for at give en kommentar, kunne jeg af gode grunde ikke være ærlig, for så havde Oleg Tinkov bare en grund til at gøre livet endnu mere surt for mig.

Min sportsdirektør Fabrizio Guidi var den eneste, der turde sige Oleg Tinkov imod, men han blev også fyret. Det var endnu et slag i maven. Fabrizio Guidi havde jeg kendt, siden jeg var holdkammerat med ham på Team CSC i 2005. Jeg havde som knægt set ham vinde enkeltstarten i Post Danmark Rundt i 1996, da jeg var på besøg hos min farmor i Karrebæksminde, og jeg havde en enorm respekt for ham. Som sportsdirektør havde han stor forståelse for taktikken.

Under Luxembourg Rundt i 2014 havde jeg førertrøjen inden sidste etape, men da et stort udbrud fik lov til at køre afsted, var jeg ved at sætte det hele over styr, fordi mine holdkammerater ikke kunne hente det igen. Den samlede stilling var tæt, så udbruddet, der blev ved med at øge og til sidst havde fem minutter, skulle hentes ind.

Hele dagen kørte holdet for fuld skrue, og til sidst troede jeg, at udbryderne sad på hjul af kameramotorcyklen, for sekunder og minutter talte den forkerte vej. Jeg havde vundet to etaper og var godt kørende, så den samlede sejr måtte ikke glippe. Jeg lod mig sive ned som bagerste mand i feltet og kaldte Fabrizio Guidi i servicevognen op til mig over radioen. Jeg sagde til ham, at han måtte gøre noget, og at jeg var villig til at betale, hvad det kostede.

”Vent her,” svarede han.

Efter et par minutter i bagenden af feltet, som var strakt helt ud af den høje fart, kom han tilbage med et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Han havde spurgt et mindre italiensk hold, om de ville hjælpe mig, og det kunne de godt. Det kostede 1.000 euro per mand. Guidi anbefalede tre af dem.

”Fint”, svarede jeg, ”send dem op, så klarer jeg betalingen senere.”

De tre italienere kørte udbruddet ind, og havde det ikke været for Guidis forhandlingsevner, havde jeg aldrig vundet løbet. De italienske ryttere fik deres penge i kontanter på parkeringspladsen. Sejren gav mig lidt tiltrængt luft, da jeg ikke skulle høre på den skøre russer i noget tid. Eller: Han ringede godt nok lige efter løbet og sagde tillykke, men fik også nævnt, at det jo kun var Luxembourg Rundt, jeg havde vundet. Han ville have mere for sine penge, sagde han, men gav mig alligevel lidt mere ro den følgende tid.

Jeg lavede ikke resultater for Oleg Tinkov, men for at komme væk. Han var den rene gift, og ingen brød sig om ham. Det rablede fuldstændig for ham, når han kunne stille sig op på en stol og svine Chris Anker Sørensen til foran et stort publikum i en tætpakket restaurant, fordi han ikke mente, Chris Anker kørte godt nok. Chris Anker havde brækket et ribben, og man kunne se, at han havde smerter ved at spise, mens han fik at vide, at han var en hund.

Oleg Tinkov skabte masser af overskrifter til cykelsporten, og det var sikkert godt for medierne, men jeg havde gerne været foruden at køre på hans hold.

Da min kontrakt skulle fornys i 2015, opsøgte jeg andre mandskaber. Sidste etape af Post Danmark Rundt det år blev udslagsgivende for min næste destination. Jeg lod Michael Mørkøv få sejren på Frederiksberg. Vi havde et tæt venskab, og han er en af de mest loyale cykelryttere, jeg har kendt. Han havde spillet en afgørende rolle i, at jeg allerede havde vundet to etaper i årets udgave af løbet. Michael åbnede spurten på Frederiksberg Allé som min lead-out man. Det var helt efter planen.

Jeg trådte an, men så hurtigt, at jeg ikke havde nogen konkurrenter på mit baghjul. Jeg rykkede forbi Michael, og i et splitsekund gik det op for mig, at jeg rent faktisk havde muligheden for at betale noget tilbage til ham for alt det arbejde, han havde gjort for mig. Jeg slækkede på farten og lod ham køre først over målstregen. Da pulsen kom ned, var jeg lidt overrasket over, at jeg havde gjort det, for det lignede mig ikke, og flere spurgte til det, men det føltes faktisk godt. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg følte, at jeg selv havde vundet.

Min far så etapen og var målløs. Det samme gjorde en sportsdirektør fra et andet hold, og han var begejstret. Efter Post Danmark Rundt tog jeg direkte videre til Eneco Tour, som startede to dage senere, og da jeg landede i Amsterdam, ringede sportsdirektøren for Cannondale, Charly Wegelius, og spurgte, om jeg havde lyst til at komme dertil. Det, han havde set mig præstere på hjemmebane, havde han brug for på sit hold, sagde han. En mand, der kunne vinde løb og være en holdspiller på samme tid.

Jeg havde kendt Charly siden dengang, han selv kørte. En intelligent brite med et kæmpe temperament. I starten af min karriere havde han lovet mig tæsk, fordi jeg var i vejen for ham inden en stigning, som var hans terræn. Jeg husker, han råbte

”Now you don’t see me sprinting, do you … get fucked, you piece of shit!”.

Og så langede han ud efter mig.

Jeg bar ikke nag og kunne godt lide Charly. Vi fik os en god snak om hans hold, og bagefter talte jeg også med teamchefen Jonathan Vaughters. Jeg gjorde mig ikke de store tanker om skiftet, selvom jeg ikke havde hørt ret meget godt om Cannondale, der i feltsnakken gik for at være lidt ustruktureret, for til helvede med Oleg Tinkov.

Jeg ville bare væk.