Cykling

Her er Chris Ankers bud på Danmarks VM-hold

Når Jakob Fuglsang at blive klar til VM, og hvem kan vide sig sikker på en plads? Her er de otte ryttere, Chris Anker Sørensen tror, der kommer med.

Senere tirsdag udtager landstræner Anders Lund de første fire-fem navne til sin VM-trup.

I alt skal han pege på otte ryttere fra sin bruttotrup på 14, men venter altså i første omgang med at udtage hele holdet.

Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen er det da også noget af et puslespil, den danske landstræner skal samle.

- Anders Lund må stå i et stort dilemma, når han skal udtage VM-holdet, men et positivt et af slagsen, for der er virkelig meget kvalitet i de 14 mand, der udgør bruttotruppen. Dermed må han lade seks mand blive hjemme, der sagtens kunne have været med, forklarer eksperten.

Vi har til gengæld bedt Chris Anker Sørensen om at give sit bud på det endelige VM-hold. I hans øjne er der - baseret på de seneste løb og danskernes præstationer i år - tre stensikre kort, mens de fem sidste er mere tvivlsomme.

De 3 sikre

  • Magnus Cort: Han har været fantastisk kørende i Vueltaen og er en mand i storform. Det er en god rute til ham, og han er en god afslutter.
  • Kasper Asgreen: VM er i Flandern, og han vandt Flandern Rundt. Derudover er han en brølstærk rytter - man kan tænke tilbage på E3 Saxo Bank Classic, hvor han lå ude solo, blev hentet, sad på hjul i et par kilometer og så angreb igen for at vinde løbet.
  • Mads Pedersen: Han er virkelig formstærk med et par fine sejre her i august måned. I Yorkshire viste han jo også, hvor god han er i en spurt efter et hårdt cykelløb.

De øvrige 5

Chris Anker Sørensen påpeger, at Danmark sammen med Belgien formentlig kommer med det stærkeste hold til VM. Derfor vurderer han, at Anders Lunds otte udvalgte kommer til at afspejle, at danskerne formentlig skal tage ansvar undervejs.

Bruttotruppen rummer mange stærke ryttere - og det betyder da også, at Chris Anker Sørensen har svært ved at udpege de resterende fem ryttere. Og det er blevet endnu sværere efter Jakob Fuglsangs styrt i går.

Anders Lunds bruttotrup

  • Andreas Kron (Lotto Soudal)
  • Casper Pedersen og Søren Kragh Andersen (DSM)
  • Christopher Juul-Jensen (BikeExchange)
  • Jakob Fuglsang (Astana)
  • Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma)
  • Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Mikkel Frølich Honoré (Quick-Step)
  • Mads Pedersen (Trek)
  • Magnus Cort og Michael Valgren (EF)
  • Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation)
  • Mikkel Bjerg (UAE)

- Normalt ville jeg have regnet Jakob Fuglsang med her, men da han jo styrtede på første etape af Benelux Tour, har han fået ødelagt sine forberedelser, og dermed er der et stort spørgsmålstegn ved ham, forklarer cykeleksperten.

Af samme grund har han umiddelbart udeladt Astana-danskeren i sit bud på VM-holdet.

  • Michael Valgren: Han er en mesterskabsrytter og virker til at være kommet godt ud af Tour de France. Derudover kender han Magnus Cort rigtig godt og kan gå ind i en hjælperolle for ham, hvis det skulle være nødvendigt.
  • Michael Mørkøv: Jeg tænker, Mads Pedersen skal have en hjælper så langt hen i løbet som muligt til at hjælpe ham. Hvis han for eksempel har firet ned igennem feltet for at spare kræfter på nogle af de første bakker, skal han bringes frem i fronten af feltet igen inden næste bakke, så han kan gentage tricket - i den rolle er Michael Mørkøv verdensklasse.
  • Mikkel Honoré: Han har været virkelig velkørende i de seneste løb, senest med tredjepladsen i Bretagne Classic og andenpladsen i det belgiske løb Overijse. Hvis han ryger af sted i en gruppe undervejs, er Danmark i en rigtig god situation.
  • Søren Kragh Andersen: Han har ikke haft den bedste sæson, men virker til at være på rette vej - og hvis han kan time formen - a la hvad han gjorde i Tour de France sidste år, hvor han jo var verdensklasse - kan han være en medaljekandidat.
  • Mikkel Bjerg: Han virker til at være kommet rigtig godt ud af Tour de France og kan være rytteren, Danmark kan sætte op at føre, hvis det skulle blive nødvendigt. Han viste jo i Touren, at han er mand for at kontrollere et løb for sin kaptajn.

Mens de første ryttere altså bliver udtaget senere i dag, er det først den 13. september, landstræner Anders Lund offentliggør resten af holdet.