Vuelta a España

Magnus Cort tager tredje etapesejr i Vueltaen

Magnus Cort var en del af dagens store udbrud, der også havde deltagelse af løbets anden tilbageværende dansker, Andreas Kron.

For tredje gang i årets Vuelta a Espana har Magnus Cort krydset målstregen først.

På fredagens 19. etape formåede den danske EF Education-NIPPO-rytter på smukkeste vis at færdiggøre en lang og intens dag i udbrud, hvor de længe måtte kæmpe for at holde feltet på afstand.

I spurten var der ingen tvivl om, at Magnus Cort var den hurtigste mand i gruppen.

Top-3 på etapen

  1. Magnus Cort (EF Education-NIPPO)
  2. Rui Oliveira (UAE Emirates)
  3. Quinn Simmons (Trek-Segafredo)

Top-3 i klassementet

  1. Primoz Roglic (Jumbo-Visma)
  2. Enric Mas (Movistar) +2:30
  3. Miguel Angel Lopez (Movistar) +2:53

Tidligere har Magnus Cort vundet 6. og 12. etape i årets udgave af den spanske rundtur. I alt har bornholmeren nu syv Grand Tour-etapesejre - seks i Vueltaen og en enkelt i Tour de France.

Andreas Kron fra Lotto-Soudal blev nummer seks på etapen.

Sådan forløb etapen

Af Ritzau

Et jagtende felt kom i mål 18 sekunder efter Cort, og dermed var der ingen forskydninger i toppen af klassementet efter dagens kuperede etape på 191 kilometer fra Tapia til Monforte de Lemos.

Primoz Roglic (Jumbo-Visma) har stadig 2 minutter og 30 sekunder til Enric Mas (Movistar) og yderligere 23 sekunder til Miguel Ángel López (Movistar) før løbets sidste to etaper.

Sammen med 22 andre kom Cort og Kron af sted i et tidligt udbrud, men flere faldt løbende fra, da feltet ikke havde tænkt sig at lade det køre væk uden kamp.

Med omkring 100 kilometer til mål var hullet til feltet oppe på næsten tre minutter, men mere blev det heller ikke til i løbet af dagen.

Kron forsøgte sig en overgang med et angreb og fik selskab, men gruppen blev forholdsvist hurtigt kørt ind igen.

Med 40 kilometer til målstregen røg forspringet under et minut, og frontgruppen blev splittet op i flere mindre grupper.

Kron og Cort fik begge etableret sig i den forreste gruppe med i alt syv ryttere, der forsøgte at holde et aggressivt felt med DSM og BikeExchange i front på afstand.

På et tidspunkt var forspringet reduceret til under 20 sekunder, men Cort, Kron og de andre udbrydere kæmpede hårdt for sagen, og godt hjulpet af holdkammeraten Lawson Craddock kørte Cort endnu en triumf hjem.

Rytterne skal lørdag over fem stigninger i løbet af de 202 kilometer fra Sanxenxo til Mos. Søndag afsluttes løbet med en 34 kilometer lang enkeltstart.