Vuelta a España

Her er opskriften på Corts Vuelta-succes

Danske Magnus Cort kørte sig fredag til sin tredje Vuelta a Espana-etape efter at have siddet i udbrud store dele af etapen.

Forspringet ned til feltet blev mindre og mindre.

1 minut. 30 sekunder. 25 sekunder. Det lignede længe, at Magnus Cort og kompagni ville blive hentet.

Men det gjorde de ikke.

De holdt hjem, og Magnus Cort kørte først over målstregen, hvormed han sikrede sig sin tredje etapesejr i dette års Vuelta a Espana.

Det må siges at være en imponerende bedrift, men hvad er forklaringen egentlig på danskerens stærke præstationer? TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen sætter ord på Corts styrker.

- Det er så små marginaler hele tiden. De er så lige i deres fysiske formåen både foran og bagved. Men Magnus er bare så dygtig og sensibel med at få det til at fungere hele tiden.

- Han er en god animationsfaktor i et udbrud, hvor han hele tiden ser det hele an. Hvornår skal han køre fuldt? Hvor mange skal han have med? Det er så vigtigt at have den erfaring, han har lige nu. Han har fundet opskriften.

- Og så er han altså bedst, når de bliver jagtet til det allersidste. Det har han vist flere gange nu, og det er meget imponerende, siger eksperten.

Næsten umulig at slå

Den 28-årige bornholmer ved altså, hvad han laver, når han er en del af et udbrud.

Men det er der også flere af de andre af fredagens udbrydere, der gør. Alligevel endte danskeren forrest til sidst, hvilket ifølge eksperten skyldes den råstyrke, han har i afslutningerne.

- Magnus er bare for hurtig i de her restriktive spurter, og når der har været kørt så hårdt cykelløb, så er han næsten umulig at slå, siger Rolf Sørensen.

Søndag køres 21. og sidste etape af Vuelta a España. Du kan se den på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 17.50.