Vuelta a España

Nu undskylder stjerne sin drastiske beslutning

Miguel Angel Lopez undskylder nu, at han lørdag valgte at trække sig fra Vueltaen, fordi han var utilfreds med løbets udvikling.

Miguel Angel Lopez stillede lørdag til start på 20. etape af årets Vuelta a España. Endda som nummer tre i klassementet.

Men han kom bare aldrig i mål. For undervejs på etapen valgte den columbianske cykelrytter at stå af. Ganske enkelt af raseri og frustration over, at han var blevet sat fra favoritgruppen og ikke kunne lukke hullet selv uden holdkammerater. Dermed kunne han se sin podieplads fordufte.

Men den opførsel har formentlig hverken huet Lopez' arbejdsgiver, Movistar, eller Vuelta-arrangørerne. Og sent lørdag aften var den 27-årige columbianer ude at sige undskyld via holdets instagramprofil.

- Jeg vil gerne sige undskyld til mine holdkammerater. Vi var kun en lille gruppe tilbage med fem ryttere, hvoraf kun tre havde fokuserede hjælperoller for holdet – og de kører alle med hjertet og giver sig 100 procent for os.

- Det var en hård situation, men det endte med at ske, som det skete. Jeg besluttede mig for at stoppe med at kæmpe en kamp, som allerede var tabt. Nu vil jeg bare sige til fans, sponsorer og arrangørerne, at jeg er ked af det, der skete.

Sådan lyder undskyldningen blandt andet i opslaget på Movistars instagramprofil.

- Vanskelig situation

Miguel Angel Lopez uddyber sin drastiske beslutning yderligere i opslaget:

- Som de fleste af jer nok har set, så var det en vanskelig situation, da gruppen blev splittet. Vi kunne se, at vi havnede i en svær situation, hvor nogle af de bedste klassementsryttere kørte fra os. Bahrain-rytterne spillede deres kort godt, og det er svært at lukke sådan et hul så sent i Vueltaen. Benene er så trætte, og niveauet er så højt – og der var ingen, der hjalp os med at lukke det lille hul i situationen.

- Vi var længe om at reagere. Der var så mange faktorer, der spillede ind, og i sidste ende er det trist at se Vueltaen ende på denne måde for mig.

Søndag aften køres den sidste etape af årets Vuelta a España. Det er en enkeltstart på knap 34 kilometer. Den kan du se på TV 2 SPORT fra klokken 17.25.

Movistar kan dog fortsat glæde sig over, at det formentlig – hvis alt går vel på søndagens etape – bliver til en podieplacering. For Enric Mas er lige nu nummer to i klassementet efter Primoz Roglic fra Jumbo-Visma og foran Jack Haig fra Bahrain Victorious.

Men Miguel Angel Lopez må nøjes med et DNF: Did Not Finish.