Vuelta a España

Her slutter stjernes karriere: - Har givet os store oplevelser

Fabio Aru kørte søndag sit sidste løb i karrieren og kom efterfølgende i mål til stor hyldest i Santiago de Compostela.

Søndag aften sagde Fabio Aru farvel og tak for denne gang.

Kort før årets Vuelta a España meldte den italienske cykelrytter ud, at det spanske etapeløb ville blive det sidste i hans karriere. Og søndag oprandt dagen så, da enkeltstarten på 21. etape af årets Vuelta blev det sidste løb for denne gang for Aru.

Og da den 31-årige italiener kom i mål var det til stor hyldest af familie, venner, holdet, Vuleta-arrangørerne og det fremmødte publikum.

- Det er stærkt. Det er fedt og rørende, udbrød TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen i kommenteringen.

- Han har givet os store oplevelser. - Jeg er glad for, at det slutter sådan her. Og han viste trods alt noget mandsmod i denne her Vuelta.

Det rigtige tidspunkt at stoppe

Fabio Aru vandt i 2015 vundet Vuelta a España samlet, så det er meget passende, at netop dét løb endte med at blive hans sidste.

Derudover har italieneren blandt andet vundet en etape i Tour de France, tre etaper i Giro d'Italia og to i Vuelta a España.

Inden søndagens sidste løb understregede Aru, hvorfor tidspunktet for karrierestop er passende netop nu - i en alder af bare 31 år.

- For alle ryttere kommer der et tidspunkt i karriere, hvor de ved, at det er det rette tidspunkt at stoppe. Det tidspunkt er forskelligt fra rytter til rytter, men for mig er det en fornemmelse, og jeg har den fornemmelse nu. I 16 år har jeg været cykelrytter, og den karrierevej har krævet, at jeg har brugt meget tid væk fra min familie, siger Fabio Aru til holdets, Team Qhubeka Nexthash, hjemmeside.

Fabio Aru sluttede som nummer 51 i årets Vuelta a España.