Historisk nedtur for Spanien
Der har været langt mellem spanske topresultater de seneste år, og heller ikke dette års Vuelta a España var nogen udpræget spansk succes.
Spansk cykling befinder sig en krise, der ikke er set lignende længe.
Ikke en eneste gang krydsede en spansk rytter målstregen først under dette års Vuelta a España, og det er altså, selvom der var 40 spanske ryttere til start. Det er første gang i 25 år, det er sket.
Og for at gøre ondt værre har der heller ikke været spanske etapesejre i hverken dette års Giro d'Italia eller Tour de France. Dermed er Spanien efterladt med nul etapesejre i dette års tre Grand Tours, og det er ikke sket siden 1954.
Historisk set har de spanske ryttere ellers domineret Vuelta a España, hvor der 32 gange har været en spansk rytter øverst på skamlen i Madrid.
Contador vil ikke kalde det en krise
Seneste gang en spansk rytter vandt Vuelta a Espana var i 2014, hvor Alberto Contador sejrede, og han erkender, at tiderne har været bedre for spansk cykelsport, men vil ikke kalde situationen for en krise.
- Krise? Nej, Vi har gjort det rigtig godt her i Vueltaen. Måske ikke på samme niveau, men vi gør det godt, fortæller Contador til TV 2 SPORT.
- Det er en svær tid, for lige nu er der ryttere fra Colombia og Slovenien, der virkelig er stærke. Det generelle niveau blandt ryttere i verden er bare blevet bedre, men vi har nogle unge talenter på vej.
Den spanske journalist fra RTVE Joan Perez finder situationen i spansk cykling kritisk, men forsøger også at se positivt på situationen.
- Vi taler om det, men prøver ikke at bekymre os for meget. Vi kommer fra en storhedstid med Contador, Carlos Sastre og længere tilbage Miguel Indurain, så lige nu skal vi igennem en ørkenvandring.
- Vi har ikke en superstjerne, så vi bliver nødt til at stole på nogle af de unge ryttere, der kan slå igennem i de kommende år.
Ekspert tror på lys fremtid for spansk cykelsport
TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen, der i sin aktive karriere kørte med nogle af historiens største spanske ryttere som Valverde, Joaquim Rodriguez og Contador, vurderer også, at Spanien har brug for nye stjerner.
- De venter lidt på det nye kuld i Spanien, og mange af de ryttere, der lige nu laver resultater, er jo også den lidt ældre generation, siger han.
- Så det er lidt et tomrum, der skal udfyldes. Lige nu er der Enric Mas, og så er der nogle unge ryttere på vej, men de skal nok komme igen. Lige nu er der en lille krise i spansk cykling.
Selvom dette års Vuelta a España har været uden etapesejre fra de spanske ryttere, kan Spanien dog glæde sig over, at Enric Mas kørte sig til en samlet andenplads i løbet.