Vuelta a España

Roglic fik specielt kostume på efter Vuelta-sejr

En fejring af en Grand Tour-sejr går ikke altid som ventet. Det måtte Primoz Roglic sande søndag aften.

Du har lige vundet Vuelta a España. Nu skal du klædes ud!

Det var ikke så underligt, hvis Primoz Roglic tænkte: "hvad sker der?", da han skulle hyldes på podiet efter sin tredje Vuelta-sejr i træk søndag aften.

Efter den traditionelle hyldest blev han nemlig iklædt et specielt kostume. Men det var der faktisk en grund til, fortalte Chris Anker Sørensen i kommenteringen.

- Det er jo Apostlen, som ligger inde i kirken. Han havde det der tøj på. Han var helgen for vandringsmænd. Det er derfor, Roglic skal have det her tøj på.

- Der står også en skulptur ude på pladsen, lød de vise ord fra Chris Anker Sørensen under kommenteringen.

Og ganske rigtigt. Det var en hyldest til Apostlen Jakob den Ældre.

Udklædningen til fastelavn er sikret

Pilgrimme har siden middelalderen besøgt Santiago de Compostela, der ligger i Galicien.

Vueltaen sluttede i netop Santiago de Compostela, hvor 21. og sidste etape havde målstreg.

Måske derfor havde Vuelta-arrangørerne valgt denne lidt anderledes hyldest. Primoz Roglic tog det hele med et smil, selvom han også virkede en anelse overrasket.

Om ikke andet er sloveneren klar til februar 2022, hvis han da får lov at beholde det. Der er det nemlig fastelavn.

- Så har han da i hvert fald udklædningen klar, lød det muntert fra Chris Anker Sørensen.