Vuelta a España

Vuelta-indsamling eskalerer efter sidste etape

Gino Mäder har gennem hele Vueltaen holdt regnskab med sin placering på etaperne. Det kommer en miljøorganisation til gode.

Siden 1. etape af Vuelta a España har Gino Mäder arbejdet på at samle penge ind til en miljøorganisation, og det fortsætter han med, selvom løbet er slut.

Mäder indledte Vueltaen med at præsentere et simpelt koncept: Han ville donere en euro for hver rytter, han slog på de 21 etaperne, og lige nu er indsamlingen på 3159 euro. Beløbet er inklusive en bøde på 200 schweizerfranc for at få en – ifølge Mäder selv – meget fortjent bøde for en såkaldt sticky bottle, hvor man lader sig trække ved siden af en bil.

Og så kommer jokeren fra Mäder, der slutter regnskabet af med at spørger på Twitter:

- 10 for alle i klassementet?

Det er der tilsyneladende stemning for, og da Team Bahrain Victorious-rytteren sluttede som nummer fem i klassementet, giver det indsamlingen lidt af et boost.

Femtepladsen er nemlig bedre end 137 af de andre ryttere, der gennemførte løbet, så med 1370 euro mere ender Mäders bidrag på 4529 euro. Læg dertil en indsamling på Mäders hjemmeside, hvor der i skrivende stund er rullet lidt over 7000 schweizerfranc ind.

Pengene går til den miljøorganisation, der får flest likes i Mäders Twitter-tråd. Det endte med at blive Justdiggit, der modtager de cirka 60.000 kroner, der er samlet ind i alt.

- Det er fantastisk, Gino! Tillykke med din flotte præstation og tak for at støtte os og vores mission om at køle planeten ned. Sammen kan vi gøre jorden grøn og cool igen, skriver Justdiggit.

Mäders bedste etaperesultat i Vueltaen var to syvendepladser. Ud over femtepladsen i klassementet kan han glæde sig over, at han vandt ungdomstrøjen. Løbet blev vundet af Team Jumbo-Vismas stjerne Primoz Roglic for tredje år i tæk.