Cykling

Schweizer genvinder EM - Asgreen misser topresultat

Kasper Asgreen måtte nøjes med en syvendeplads, da Stefan Küng blev europamester i enkeltstart.

Længe så det ud til at EM i enkeltstart skulle vindes af hjemmebanefavoritten Filippo Ganna.

Italieneren havde sat bedste mellemtid, og han var ligeledes hurtigste mand, da han krydsede målstregen i Trento. Men da Stefan Küng få minutter senere kom i mål som sidste rytter, var Ganna pludselig nummer to.

Stefan Küng havde kørt en særdeles hurtig anden halvdel og formåede at vinde EM i enkeltstart for andet år i træk.

Top-3

  1. Stefan Küng (Schweiz)
  2. Filippo Ganna (Italien) +0.07
  3. Remco Evenepoel (Belgien) +0.15

Danske Kasper Asgreen, der undervejs satte bedste tid, sluttede på en syvendeplads, mens Mikkel Bjerg blev nummer 21.

Danmark er ikke taget tomhændet fra torsdagens enkeltstarter, da Johan Price-Pejtersen vandt for anden gang i karrieren U23-EM. Emma Norsgaard Jørgensen blev nummer ti i kvindernes udgave.

Sådan forløb EM i enkeltstart

Af Ritzau

Kasper Asgreen rullede ned ad startrampen som den tredje rytter, og den danske mester i disciplinen satte som ventet et tidligt pejlemærke for de andre ryttere.

Asgreen, der vandt EM-sølv i 2019, fik dog ikke ret lang tid i den varme stol. Lidt efter susede italienske Eduardo Affini over stregen i ny bedste tid.

Danmarks andet bud på en medaljetager var Mikkel Bjerg. Den tidligere tredobbelte U23-verdensmester i kampen mod uret blev sendt afsted, kort før Asgreen kørte i mål.

Men Bjerg var langt fra at gøre sig gældende i toppen, og så begyndte de danske medaljechancer at se meget små ud.

For allerede inden Stefan Küng, Filippo Ganna og andre gode vinderbud var kommet i mål, var Kasper Asgreen røget ned som nummer tre.

Danskeren røg da også længere og længere ned, i takt med at de sidste ryttere krydsede målstregen.

Lørdag og søndag køres der linjeløb for henholdsvis kvinder og mænd. Danmark har ingen med i herrernes løb.