Cykling

Tom Dumoulin brækker håndled og misser VM

Den hollandske cykelrytter havde ved VM i enkeltstart i Belgien som sit mål og følte sig stærk i træningen op til verdensmesterskabet.

Tom Dumoulin kan slå en streg over resten af ​​cykelsæsonen.

Den hollandske cykelrytter har brækket sit højre håndled, efter han torsdag blev ramt af en bil under en træningstur.

Det oplyser hollænderens hold, Jumbo Visma.

Kørte med stor selvtillid

Dermed bliver det ikke til flere sejre i år for den 30-årige hollænder, der blandt andet misser VM i cykling, som afvikles i den belgiske region Flandern i slutningen af september.

Tom Dumoulin skal ifølge planen opereres fredag, skriver Cyclingnews og det hollandske medie NOS.

OL-sølvvinderen i enkeltstart fra Tokyo blev ramt af en bil, der drejede, og styrtede til jorden.

- Det er forfærdeligt, og min sæson er slut. Det er surt, for jeg følte mig virkelig stærk under dagens træning. Jeg havde stor selvtillid frem mod resten af sæsonen, siger Tom Dumoulin.

Pause på fem måneder

Jumbo Visma-rytteren genoptog i juni sin professionelle karriere efter en selvvalgt pause fra cykelsporten på fem måneder.

Den 30-årige hollænder vendte tilbage i etapeløbet Tour de Suisse, og han havde både set frem mod at køre om topplaceringerne ved UCI-verdensmesterskaberne denne måned og monumentet Lombardiet Rundt til oktober.

- Det havde jeg virkelig glædet mig til. Det er løb, der passer mig rigtig godt, men desværre bliver det ikke i år, siger Tom Dumoulin.

Hollænderen vandt guld i enkeltstart ved de nationale mesterskaber i juni, hvilket var hans fjerde triumf i disciplinen.

Ved OL i Tokyo blev det til en sølvmedalje i enkeltstart, da Dumoulin sluttede ét minut og ét sekund efter slovenske Primoz Roglic.

Ovenpå sølvmedaljen udtalte Tom Dumoulin, at han fortsætter karrieren på det stjernespækkede Jumbo Visma-hold, hvor han har kontrakt til udgangen af 2022-sæsonen.

- Jeg vil fortsætte. I løbet af de sidste par uger har jeg besluttet, at jeg godt kan lide det (at køre cykelløb, red.). Jeg har diskuteret min egen retning med holdet, udtalte Dumoulin.