Cykling

- Jeg havde meget at bidrage med til VM, siger fravalgt Mørkøv

Michael Mørkøv og Christopher Juul-Jensen ærgrer sig over ikke at skulle med til VM i linjeløb, men forstår godt landstræner Anders Lunds valg.

Et luksusproblem er i ordbogen angivet som noget, der i virkeligheden ikke er et problem sammenlignet med værre ting.

Men mangler Den Danske Ordbog et eksempel, så kan tjenesten passende bruge landstræner Anders Lunds situation forud for VM i cykling 2021.

Jeg er selvfølgelig skuffet, men jeg vidste godt, det ville være svært, i og med jeg ikke har kørt et løb siden OL

Christopher Juul-Jensen om at blive fravalgt til VM-holdet

Her har han nemlig skulle vælge otte ryttere iblandt de mange danskere, der præsterer stort på den internationale scene.

Det har blandt andet betydet, at hverken Tour-toeren Jonas Vingegaard, Christopher Juul-Jensen eller Michael Mørkøv har klaret cuttet.

Sidstnævnte forstår godt prioriteringen, men håbede at komme med til verdensmesterskabet, som han har forberedt sig til siden OL.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over ikke at være udtaget, men jeg glæder mig omvendt også over at skulle følge holdet søndag i næste uge, siger Michael Mørkøv til TV 2 SPORT og uddyber:

- Jeg tror helt sikkert også, at jeg har meget at give til det danske landshold, og jeg føler, at jeg havde meget at byde ind med til det her VM. Men i sidste ende er det jo Anders (Lund, red.), der lægger taktikken og vælger, hvem han vil have med.

Det danske VM-hold

  • Kasper Asgreen (Deceuninck - Quick Step)
  • Magnus Cort (EF Education – Nippo)
  • Mikkel Honoré (Deceuninck - Quick Step)
  • Michael Valgren (EF Education – Nippo)
  • Mads Pedersen (Trek – Segafredo)
  • Andreas Kron (Lotto Soudal)
  • Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation)
  • Mikkel Bjerg (UAE-Team Emirates)

Michael Mørkøv har repræsenteret Danmark syv gange ved VM i landevejscykling hos eliten.

Også Christopher Juul-Jensen har flere gange været med blandt landstrænerens udvalgte til linjeløbet - blandt andet de seneste to år. Den rutinerede dansker er dog afklaret med, at han ikke skal med til VM om en uges tid.

- Jeg er selvfølgelig skuffet, men jeg vidste godt, det ville være svært, i og med jeg ikke har kørt et løb siden OL. Og med så højt et niveau, der er lige for tiden at udtage fra, er det klart, det er svært at udtage en rytter på baggrund af træningsform – selvom jeg selvfølgelig har noget erfaring, jeg ville kunne have brugt, siger Christopher Juul-Jensen.

- Danmark har virkelig stærke vinderkandidater

I stedet for VM i Flandern skal de to profiler en tur til Østeuropa, hvor de skal køre Slovakiet Rundt.

Selvom de to ryttere - der blandt andet har stillet til start i 24 Grand Tours og 38 forårsklassikkere til sammen – ikke kommer med til VM, håber de naturligvis på dansk succes.

Det danske hold er ifølge Christopher Juul-Jensen det stærkeste sammen med Belgien og Italien. Også Michael Mørkøv mener, der er god chance for dansk succes - men han understreger, at konkurrencen er stor.

- Vi har et superstærkt hold, og alle virker utroligt formstærke. Og så har vi bare nogle spydspidser i Mads Pedersen, som har været verdensmester før, Magnus Cort, som har kørt en vanvittig flot Vuelta, og så Kasper Asgreen selvfølgelig, som er regerende Flandern Rundt-mester.

- Det er jo nogle virkelig stærke vinderkandidater, vi har på det danske landshold. Så jeg synes, der er rigtig god grund til stor optimisme, lyder det fra Michael Mørkøv.

Herrernes VM i landevejscykling bliver kørt søndag den 26. september. Du kan se hele løbet direkte på TV 2 SPORT og TV 2 Play.