Cykling

Danmarks VM-stjerner er udtaget på én klar betingelse

Selvom der er mange individuelle stjerner på det danske VM-hold i cykling, er der fuldstændig styr på rollerne op til løbet.

Kan man have for mange verdensklasseryttere på ét hold?

Som udgangspunkt burde svaret være 'nej'. Men når man kører med det samme mål - som for eksempel at vinde VM - kan de mange stjerner godt blive en udfordring.

For hvem skal man køre for til sidst, hvem skal trække de andre fremad, og hvem kan køre frit, når det for alvor spidser til?

Det kan lyde som noget af en opgave for landstræner Anders Lund, der stiller med et slagkraftigt hold til det forestående VM. Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen det bedste danske hold nogensinde.

Selvsamme Anders Lund er dog udmærket klar over vigtigheden af den del, hvorfor der også er fuldstændig styr på aftalerne:

- Præmissen fra start for, at de kunne blive forhåndsudtaget, var, at de accepterede, at det her skal gå op, og at det er mig i sidste ende, der definerer den rolle, de skal have.

- Jeg har lovet dem en offensiv rolle, men hvordan det bliver fra præfinalen til finalen, beslutter jeg. Det forstår de godt, for de ved godt, det er det, der skal til for, at vi lykkes med det her hold og de mange kaptajner, siger landstræneren til TV 2 SPORT.

Fem ryttere har 'frit spil'

Når Anders Lund bruger ordet 'forhåndsudtaget', er det, fordi fem af de danske ryttere blev udtaget på forhånd.

Disse ryttere er som udgangspunkt tiltænkt en fri rolle i løbet, mens de tre resterende ryttere er med som hjælpere.

Kasper Asgreen, Magnus Cort, Mikkel Honoré, Michael Valgren og Mads Pedersen er de fem ryttere, der har lov til at køre deres egen chance i finalen.

Det danske VM-hold

  • Kasper Asgreen (Deceuninck - Quick Step)
  • Magnus Cort (EF Education – Nippo)
  • Mikkel Honoré (Deceuninck - Quick Step)
  • Michael Valgren (EF Education – Nippo)
  • Mads Pedersen (Trek – Segafredo)
  • Andreas Kron (Lotto Soudal)
  • Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation)
  • Mikkel Bjerg (UAE-Team Emirates)

Bliver alligevel en udfordring

De fem ryttere i frie roller betyder dog også, at Anders Lunds præmis om, at han bestemmer rollerne, alligevel kan blive udfordret.

Det er nemlig ikke helt ligetil at koordinere rollerne i kampens hede, og derfor erkender landstræneren også, at de mange stærke ryttere bliver en udfordring.

Er det en svær opgave med kaptajn-rollen?

- Ja, det bliver en udfordring, fordi det er atypisk at være så mange, der egentlig har en rolle i finalen på et hold, siger Anders Lund.

Alligevel regner han dog med, at rytternes med deres store rutine får løst opgaven perfekt.

- Jeg synes, kulturen på landsholdet er så stærk, og de er vant til at køre sammen. Mange af dem har kørt sammen som junior- og U23-ryttere. Den måde at køre sammen på ligger i rytternes DNA. Det er i virkeigheden det, jeg håber, kommer i spil; at de kommer til at køre en fri finale og udnytter de muligheder, de kommer til at skabe for hinanden. Jeg tror, det bliver rigtig afgørende for, at vi får en dansk verdensmester, siger han.

VM i Flandern i Belgien køres fra den 18. til 26. september.