Cykling

Danmark tager til VM med usædvanlig taktik

Danmark stiller med en kavalkade af ryttere i storform til VM i landevejsløb. Med fem kaptajner skal landstræneren løse et stort puslespil.

Kasper Asgreen har haft sit livs sæson, Magnus Cort er brandvarm, Mads Pedersen vandt for kun to år siden.

Og senest har Michael Valgren vist storform med to sejre i Italien.

Det er noget af et puslespil, landstræner Anders Lund skal få til at gå op til VM i landevejscykling. Hvordan det lægges, afgør om Danmark kommer til at vinde, siger landstræneren.

- Hvis det skal ske, så skal tingene fordeles, og der skal være nogle roller og nogle gode aftaler, siger Anders Lund til TV 2 SPORT.

Danmark har ikke én kaptajn, men noget usædvanligt hele fem: Kasper Asgreen, Magnus Cort, Mikkel Honoré, Michael Valgren og Mads Pedersen.

- Det er nemmere som rytter at forholde sig til, hvis der kun er én kaptajn. Men det bliver så også mere enstrenget, hvor der er én plan, der skal lykkes. Vores styrke bliver, at vi har flere, der er i super form og som også er vant til at køre sammen, siger landstræneren.

2019 er stjerneeksemplet

At Danmark har så mange ryttere med, der selv har en chance for at vinde, er nøglen til succes for landstræneren, fordi det åbner op for cykelløbet for de andre.

- Det er den mekanisme, vi skal sætte i gang. Vi skal udnytte, at vi har flere kort, der ikke bare er gode, men supergode i øjeblikket.

Det var noget af det, der lykkedes rigtig godt i Yorkshire, da Mads Pedersen blev verdensmester i 2019.

- Da Mads Pedersen sad derude, havde vi et bundloyalt arbejde fra Valgren og Fuglsang, der hver især havde potentielle vinderben, men som ofrede sig fuldstændig og lukkede alt ned bagfra, siger Anders Lund.

Risiko for benspænd

Med så mange stjerner i topform på holdet er der også en risiko for, at de spænder ben for hinanden.

Det indrømmer landstræneren, men hæfter sig ved den stærke kultur og forventer, at de kan løse det uden benspænd.

- Men det er klart, der er en intensitet i det her VM og den her optakt, som vi skal forholde os til. Derfor skal aftalerne være ekstra solide, siger Anders Lund.

Roser til Valgren

Anders Lund fortæller, at de fem kaptajner hver især får mulighed for at åbne cykelløbet undervejs. En af dem er Michael Valgren, som havde to fantastiske dage i Italien i midtugen.

Onsdag vandt EF Education-Nippo-rytteren Giro della Toscana. Dagen efter spurtede han fra ingen ringere end den europæiske mester, Sonny Colbrelli, og vandt Coppa Sabatini.

- Det er fantastisk. Han viser, han er super klar. Den måde, han vinder over Colbrelli, som har vist sig næsten umulig at slå i den slags opløb, var et meget markant statement fra Valgren, siger Anders Lund.

Valgren var hurtigst i spurten mod Sonny Colbrelli. Video: TV 2 SPORT

Michael Valgren og de syv andre danske stjerner kører VM i landevejscykling søndag 26. september. Følg Danmarks jagt på guld på TV 2 SPORT og PLAY.