Cykling

Nekrolog: I en sport, der hylder hårdhed, var han helt anderledes

Cykelverdenen har mistet en varm og morsom personlighed, der både som rytter og kommentator var grundigheden selv.

Der er dage, hvor livet ikke helt synes at give mening. Og hvor det store hjul ikke rigtig roterer, som det skal.

Sådan en grum, sort og sorgfuld dag må det være, når nyheden om Chris Anker Sørensens død tikker ind.

Danmarks og TV 2s kommentatorstemme og gode kollega er her ikke mere.

Han er død, 37 år gammel, efter en trafikulykke i Belgien lørdag, hvor han blev ramt af en bil.

Netop som Chris Anker Sørensen stod over for endnu en stor opgave med det forestående VM.

Han var på cykel, da ulykken indtraf. Ude at sondere terrænet for at kunne vide mere end de fleste om den rute, de danske ryttere skal køre guld og hæder om til Danmark 26. september.

Grundigheden selv. Seriøs. Stadig så veltrænet, at enhver kunne se den tidligere cykelrytter tone frem, når Chris Anker sad i kommentatorboksen.

Og ja, på en måde virker det logisk kun at skrive Chris Anker. Han var et ansigt og en stemme, mange danskere var kommet på fornavn med.

Ikke mindst under Tour de France, hvor Chris Anker med det huggende tråd og ansigtet skåret i lidende grimasser gjorde den hårde sport nærværende.

Ragede op som en atypisk profil

Chris Anker var på mange måder en drøm af en cykelrytter. Opofrende, hårdtarbejdende og altid velforberedt. Og dygtig, selvfølgelig.

Men han var mest af alt et menneske af kød og blod. En rytter, enhver kunne identificere sig med. Og ikke mindst en varm og vedkommende personlighed, man instinktivt havde lyst til at lære nærmere at kende, fordi han altid talte rent og lige ud af posen.

Ofte garneret med den humor og selvironi, han også gjorde til sit adelsmærke efter sin aktive karriere.

Da jeg skulle skrive et større portræt af ham, havde jeg glæden af at tilbringe fire dage alene med ham på Sicilien, mens han som regerende dansk mester forberedte det, der skulle blive hans sidste Tour de France i 2016.

Han fortalte åbent og ærligt – som altid – om sig selv, om sin elskede familie, sin interesse for historie og om sine bestræbelser på at kunne yde sit bedste. Det skulle aldrig mangle.

I en cykelsport, der ofte hylder hårdhed, kynisme og vindermentalitet som kernepunkter, ragede han op som en profil med andre kvaliteter, ingen kunne komme udenom.

Mere menneske end maskine

Cykelrytteren fra Hammel fik sit store gennembrud i 2010, hvor han vandt en etape i Giro d’Italia.

Men tro mod sin karakter var Chris Anker lige så stolt over at være blevet kåret som den mest angrebsivrige rytter i Tour de France 2012, hvor han intenst, men forgæves, jagtede en sejr i verdens største cykelløb på nærmest alle de store bjergetaper.

Rollen som hjælperytter tog Chris Anker hellere end gerne på sig. Hvad enten det var for superstjerner som Andy Schleck eller Alberto Contador. Eller på det danske landshold, hvor hans aktie i Matti Breschels VM-bronze i Varese eller Jakob Fuglsangs OL-sølv i Rio var uvurderlig.

Chris Anker var mere menneske end maskine. Og det førte han med sig ind i sit job som kommentator, hvor hans indlevelse og medmenneskelighed var mærkbar.

Chris Anker kom til TV 2 SPORT i 2017, mens han endnu var aktiv i sin sidste sæson hos Riwal Cycling Team. Og han gjorde med det samme en forskel. Var skarp i analysen, grundig i detaljen og havde stor interesse for historie, som han gerne delte med seerne.

Monty Python fra Hammel

Midt i sorgen skal det ikke glemmes, at Chris Anker var en stor humorist, der elskede det gakkede og det gode, forløsende grin. Også i kommentatorboksen, selvom han også dér kunne aflæse balancen mellem det seriøse og det sjove.

Vi vil blandt andet huske ham for, da han under Tour de France i 2010 havde kørt sig i hegnet for Team Saxo Banks kaptajn, Andy Schleck, og blev spurgt bagefter, hvor mange kræfter han havde tilbage.

- Jeg har 27 kræfter, lød det kort og kontant.

Ren Monty Python fra Hammel, om man vil.

Men det var sådan, han også var. Jovial og elskelig. Selv når mælkesyren bed i musklerne.

At Chris Anker ikke er her mere, er et ufatteligt tab og allerede nu et ubegribeligt savn.

Ikke mindst for hans nærmeste familie. Han efterlader sig en hustru og to døtre.