Cykling

TV 2s sportschef om Chris Ankers død: - Det har været et forfærdeligt trist døgn

Søndag vajer flaget på halv over TV 2s bygninger, og medarbejdere mindes Chris Anker Sørensen. Hvordan det påvirker dækningen af VM, er endnu uvist.

Da Chris Anker Sørensen lørdag aften omkom i en cykelulykke i Belgien, var det startskuddet på en trist tid.

For de mennesker, der var tæt på Chris Anker Sørensen, for cykelverdenen og for TV 2.

Det siger sportschef på TV 2 Frederik Lauesen.

- Det har været et forfærdeligt trist døgn. Chris Anker var en stjerne i cykelsporten, og han var en stjerne i kommentatorboksen. Ikke mindst var han en kæmpe stjerne som menneske, og det er nok det sidste, der rører os alle dybt i dag, siger Frederik Lauesen.

Chris Anker Sørensen var tidligere professionel cykelrytter og cykelsportskommentator på TV 2. I sidstnævnte position blev han særligt kendt for sin jyske lune og sine muntre og skæve kommentarer.

Frederik Lauesen holder dog fast i, at det er mennesket Chris Anker Sørensen, der bliver husket.

- Vi, der har arbejdet sammen med Chris, ved, at han var ligeglad med, om man var direktør eller piccoline eller runner. Han gik ind i folk med træsko på og behandlede alle fuldstændigt ens, siger han.

Dækning af VM er usikker

VM i landevejscykling begyndte søndag og fortsætter til næste søndag. Her skulle Chris Anker Sørensen have kommenteret for TV 2 direkte fra Belgien.

Derfor har episoden også ramt TV 2’s dækning, siger Frederik Lauesen.

Hvad det i praksis betyder for dækningen af VM, er det imidlertid for tidligt at spå om.

- Jeg kan ikke svare på det på stående fod. De kollegaer, der er i Belgien for at dække VM, har fået fri i dag. Nu skal de hver især mærke, om de ønsker at blive i Belgien, eller om de har lyst til at komme hjem, siger han.

- I dag dækker vi VM i enkelstart hjemmefra, og så må vi tage resten løbende.

Flaget på halv

Lige nu er fokus ifølge Frederik Lauesen på de ansattes ve og vel.

- Det er hårdt at miste en medarbejder, mens han var på tur for TV 2. Det gør utroligt ondt. Det seneste døgn har været forfærdeligt. At mærke alle de følelser, som folk har, er både rørende, forfærdeligt og sørgeligt på samme tid, siger han.

Hændelsen er fortsat meget tæt på de personer, der arbejdede tæt sammen med Chris Anker Sørensen, hvorfor Frederik Lauesen også understreger, at alle får den hjælp, de har behov for.

- Vi har holdt en debriefing med en krisepsykolog for TV 2 Sporten i dag. Det skal vi se, om der er yderligere behov for. De medarbejdere, der har brug for yderligere psykologhjælp, får selvfølgeligt også tilbudt det, siger han.

I dag står flaget på halv ved TV 2s bygninger på Kvægtorvet i Odense og Teglholmen i København.

- Det er noget, man ikke har lyst til at se. Nogensinde. Men det er en måde at mindes Chris på. Og det er det, vi alle sammen fokuserer på i dag. Et herligt menneske, afslutter Frederik Lauesen.