Cykling

Stjerne kører VM trods rygproblemer

Mathieu van der Poel har døjet med rygproblemer op til VM, men er udtaget til Hollands VM-landshold.

Du kan se eliteherrernes VM-løb på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY søndag.

Mange øjne vil formentlig være rettet mod belgiske Wout van Aert og hollandske Mathieu van der Poel i søndagens VM-løb.

Men rygproblemer hos sidstnævnte skader hollænderens chancer for at vinde, mener Hollands landstræner, Koos Moerenhout, efter at van der Poel officielt blev udtaget mandag.

- Mathieu har ikke haft en ideel optakt til VM, men han giver helt sikkert en dimension til vores hold. Det forbedrer vores chancer for succes, at han er med.

- Han er måske ikke den klare favorit på grund af de fysiske skavanker i optakten, men han er helt sikkert en, man skal holde øje med. Jeg er glad for, at han er med, siger landstræneren til det hollandske cykelforbunds hjemmeside.

Har tidligere hentet store resultater

På trods af den bøvlede forberedelse er 26-årige van der Poel blandt bookmakernes favoritter til at tage sejren.

Ikke mindst fordi VM i år afholdes i Flandern i Belgien, hvor van der Poel tidligere har hentet store resultater.

Topformen er der måske ikke helt endnu, men den firedobbelte verdensmester i cykelcross viste fine takter ved at vinde endagsløbet Antwerp Port Epic 12. september.

VM i linjeløb for mænd blev sidste år vundet af franskmanden Julian Alaphilippe. Året forinden triumferede danske Mads Pedersen.