Cykling

- Det er ikke gået op for mig endnu, og jeg tror heller ikke på det

Johan Price-Pejtersen vandt mandag VM i enkeltstart for U23-ryttere. En sejr, der sammen med EM-sejren har sluttet en sejrstørke på to år.

"Don't stop believing. Hold on to that feeling..."

Journeys hitbasker brager ud af højtaleren, mens Johan Price-Pejtersen stille og roligt triller rundt om hjørnet på vej hen mod podiet.

Den danske cykelrytter har netop vundet U23-VM i enkeltstart for første gang i karrieren. Derfor skal han nu hyldes og iklædes de legendariske regnbuestriber.

Og selvom det formentlig er et tilfældigt nummer, der spiller i baggrunden, passer det som fod i hose på det, Pejtersen netop har præsteret.

Trods et par svære sæsoner på cyklen med corona, styrt og studentereksamen gav han aldrig op. Han fortsatte arbejdet, og mandag 20. september kørte han karrierens største triumf i hus.

Det er ikke helt gået op for mig endnu, og måske tror jeg heller ikke rigtig på det.

Johan Price-Pejtersen

Man bygger en enorm frustration op

Under VM-triumfen i Belgien spillede det hele.

Benene var gode, forholdene var optimale, og den danske favorit kørte de 30,3 kilometer, præcis som de skulle køres. Det samme kan siges om hans præstation ved EM, hvor guldet også endte om halsen på Price-Pejtersen.

Men de foregående år var cykelkarrieren langt fra lige så idyllisk som nu.

Efter at have vundet U23-EM i enkeltstart i 2019 gennemgik den danske Uno-X-rytter en sejrstørke på næsten to år.

- Jeg har bøvlet rigtig meget med, at coronasæsonen ikke har været super givende for mig. Jeg har ikke kørt så mange løb, jeg blev student, og der var mange ting, der faldt sammen, hvilket også bare gav en dårlig anden del af sæsonen.

- Og så har jeg været ude med en skade i foråret, så det har virkelig været et langt, sejt træk i forhold til at præstere på et niveau igen, som jeg måske hele tiden godt vidste, jeg kunne. Det er bare altid en enorm stor frustration, man bygger op, når man ikke formår at gøre det, siger Johan Price til TV 2 SPORT.

Et af de ærgerlige momenter opstod under 2019-udgaven af VM, hvor Price-Pejtersen, der ellers var udråbt som medaljefavorit, kørte direkte ned i en kæmpe vandpyt og styrtede på dramatisk vis.

Cykelsport er en tabersport, i forhold til at du taber over 99 procent af gangene

Johan Price-Pejtersen om udfordringen ved cykling

Uheldet kostede ham chancen for et godt resultat og et slag på højre fod, og til sidst opgav han nærmest at træde rundt.

Men han gennemførte alligevel.

Johan Price-Pejtersen, der er en af de største favoritter til VM-titlen, overser en gigantisk vandpyt og flyver af cyklen. Video: TV 2 SPORT

"Cykling er en tabersport"

De problematiske sæsoner gjorde det psykisk hårdt for den unge rytter, der som de fleste andre elitesportsfolk kæmpede for sejren, når han stillede op til løb.

Af samme grund var det en stor lettelse, da han 9. september i år kunne vinke farvel til sejrstørken og kaste armene i vejret som U23-europamester i enkeltstart.

- Det er jo det, der er så skørt og specielt, fordi cykelsport er en tabersport, i forhold til at du taber over 99 procent af gangene.

- Når man taber så meget, og du bare stadig skal træne, tro på det og det ene og det andet, er det en enormt svær sport mentalt. Derfor tror jeg, det er ekstra stort, når man så vinder. Når det endelig lykkes, er det bare enormt fedt, sagde Price-Pejtersen efter EM-triumfen.

Et "ubehageligt" pres

Men som med så meget andet var sejren ikke udelukkende positiv. Den flotte triumf betød nemlig, at presset på den 22-årige dansker blev enormt frem mod VM.

Jeg sad stadig og blev helt nervøs over, om jeg ville holde hjem

Johan Price-Pejtersen om at gense løbet dagen derpå

Johan Price-Pejtersen var seedet som den bedste rytter, og han var derfor også sidste mand på startrampen.

Og selvom han gjorde alt for ikke at lade sig påvirke, var det næsten umuligt ikke at tænke på de mange forventninger op til løbet.

- Alle prøvede at stikke til mig og spørge mig, om jeg ikke var favorit, hvor jeg bare prøvede at nedtone det. Men det er klart, at det præger en, og man begynder at opbygge en mur.

- Men på trods af det kom der alligevel det her ubehagelige pres, som jeg lidt har prøvet at kaste væk. Man vil bare ikke være en skuffelse. Derfor er det også en sindssyg følelse, når man så kører først over stregen og lever op til presset og forventningerne, siger han.

Tror stadig ikke rigtig på det

Det store pres kunne altså ikke få has på den unge rytter, der i overlegen stil kørte sig til VM-titlen.

Og hvis EM var en stor forløsning, blev verdensmesterskabet den ultimative kulmination på to års op- og nedture.

Ja, faktisk så stor en kulmination, at han havde svært ved helt at tro på det.

- Da jeg kom hjem til Danmark, satte jeg mig tilfældigvis ned for at tænde tv’et, hvor løbet rullede over som genudsendelse. Og jeg sad stadig og blev helt nervøs over, om jeg ville holde hjem. Jeg var helt spændt, selvom jeg godt vidste, jeg ville vinde.

- Det er ikke helt gået op for mig endnu, og måske tror jeg heller ikke rigtig på det. Men det er fandeme en fed følelse. Det er faktisk ubeskriveligt, siger Price-Pejtersen, der på trods af vanskeligheder ikke stoppede med at drømme om VM-titlen.

Journey må være stolte.