Cykling

Valgren er "ovenud lykkelig" efter uheldig dansk VM-dag

Michael Valgren var nervøs for at spurte om medaljerne, men havde heldigvis lige nøjagtig kræfter nok til at sikre sig bronzemedaljen.

- Det er sgu okay.

Bag et håndklæde, der blev brugt til at tørre støv og skidt væk fra sit ansigt, var det hans umiddelbare analyse. Få sekunder inden havde han spurtet en VM-bronzemedalje hjem.

Efter han havde fået medaljen på podiet i Belgien og kom ned til TV 2 SPORTs reporter til et interview, var "okay" blevet vekslet til "ovenud lykkelig":

­- Jeg er meget glad for medaljen. Man går efter at vinde, men Alaphilippe var bare igen next level. Og så kører jeg efter podiet, og det lykkedes, så jeg er ovenud lykkelig, siger Michael Valgren til TV 2 SPORT.

Turen på podiet blev sikret i en spurt mod Neilson Powless, Jasper Stuyven og Dylan van Baarle, mens Julian Alaphilippe var kørt i forvejen og var ustoppelig.

- Det ville selvfølgelig være federe at blive toer, men podiet var ligesom altafgørende. Jeg var sgu bange for ham Stuyven, men heldigvis blev han ikke en skid. Jeg har lidt ondt af ham, for det var på hans hjemmebane, og han er min gode kammerat, men jeg er bare glad for, jeg blev treer, siger Valgren.

Ville ikke afgøre det i en spurt

Inden spurten forsøgte thyboen at komme af med sine konkurrenter i forfølgergruppen med angreb både med 5,7 og 2,9 kilometer til mål.

En smilende Valgren tog imod sin bronzemedalje ved VM ved siden af Van Baarle og Alaphilippe. Video: TV 2 SPORT

Det lykkedes dog ikke, og derfor måtte han finde de sidste kræfter frem til spurten, hvor det var tydeligt, at han ikke var den eneste, der spurtede med syre til op over ørerne.

- Jeg ville ikke rigtig ind og spurte med dem, for jeg vidste, at Stuyven er hurtig. Men jeg havde ikke benene til at kunne gøre angrebet færdigt. Jeg havde meget krampe til sidst. Det var et rigtig hårdt cykelløb, siger Michael Valgren.

Beæret over Asgreen-hjælp

Michael Valgren glæder sig over at kunne tage metal hjem fra det hæsblæsende VM i Belgien.

Specielt fordi han nærmest er beæret over den hjælp, han fik fra sine danske holdkammerater.

Han fremhæver Kasper Asgreen, der kort før finalen havde en afgørende rolle i at få Valgren i position til at kunne få kontakt til favoritgruppen.

- En mand, der har vundet Flandern Rundt, vil gerne køre for mig, som stort set ikke har vist noget hele året, siger Valgren ydmygt.

Den tidligere verdensmester Mads Pedersen havde ikke en chance for at undgå styrt, da han kiggede sig tilbage mod sin bil. Video: TV 2 SPORT

Takker hele holdet efter "uheldig dag"

Derudover glæder Valgren sig også over, at han på en svær og uheldig dansk dag alligevel kan tage bronzemedaljen hjem.

- Vi havde sgu en uheldig dag. Det blev lidt noget lort med Mads' (Pedersen, red.) to styrt. Kron styrtede også. Jeg blev selv fanget bag det og kom tilbage. Vi var hele tiden på bagkant.

- Det startede fint med Asgreen og Cort i det første udbrud, men så manglede vi en lille smule. Men de (holdkammeraterne, red.) var hele tiden gode til at bakke mig op og sagde, at de nok skulle køre for mig.

Valgren blev eneste dansker, der gennemførte løbet.

Top-5

  1. Julian Alaphilippe (Frankrig)
  2. Dylan van Baarle (Holland)
  3. Michael Valgren (Danmark)
  4. Jasper Stuyven (Belgien)
  5. Neilson Powless (USA)

Michael Valgren er kendt som en stærk mesterskabsrytter. Det viste han sidste år med 11.-pladsen og for to år siden, da han blev nummer seks i løbet, som Mads Pedersen vandt.