Cykling

Astana henter kontroversiel INEOS-rytter

Det kazakhstanske hold Astana har hentet Gianni Moscon til teamet og har sendt Alex Aranburu til Movistar.

Ordet kolorit oprinder fra det italienske ord colorito. Det betyder at give noget farve.

Og man må sige, at Astana-mandskabet har hentet en rytter, der kan live holdet lidt op og give det spræl.

De har nemlig hentet italienske Gianni Moscon fra Team INEOS. Han har underskrevet en toårig kontrakt.

- Efter seks år hos ét hold tager jeg et seriøst skridt i min karriere. Det er en udfordring for mig, og skiftet skal få min motivation til at gro. Jeg har fået en masse erfaring i årenes løb, og den vil jeg gerne bruge nu på et nyt hold, siger Gianni Moscon til Astanas hjemmeside.

Der er flere episoder, der har givet Moscon den kontroversielle betegnelse.

Sidste år blev han smidt ud af Kuurne-Bruxelles-Kuurne, da han var impliceret i et styrt, hvorefter han samlede sin cykel op og kastede den efter Jens Debusschere.

I 2017 blev han suspenderet i seks uger af det britiske storhold, fordi han under Romandiet Rundt havde udtalt sig racistisk over for Kévin Reza. Senere samme år blev han diskvalificeret fra VM i linjeløb, fordi han blev trukket af en holdbil tilbage til feltet efter et styrt.

Også i 2018 var der ballade med Gianni Moscon, der blev smidt ud af Tour de France efter at have slået Élie Gesbert.

Italienske Gianni Moscon er smidt ud af Touren på grund af en batalje med Fortuneos Elie Gesbert i starten af 15. etape. Video: TV 2 Sport

Sender spanier til Movistar

Kort efter Astana meddelte, at Gianni Moscon kom til holdet, kunne Movistar annoncere, at de har hentet spanske Alex Aranburu hos det kazakhstanske hold.

- Jeg er så glad for, at jeg kan bekræfte, at jeg er en del af Movistar – vores hjemlands World Tour-hold – de næste tre år, siger han ifølge Cyclingnews.

- Jeg kender allerede mange ryttere på holdet, og jeg er sikker på, at atmosfæren på holdet er god.

Aranburu blev professionel på Euskadi-Murias i 2016, inden han tilbragte tre sæsoner hos Caja Rural. Derefter skiftede han til Astana.