GO'

Ritter og Staghøj taler ud: - Så længe vi taler om Chris, er han iblandt os

TV 2 SPORTs cykelkommentatorer Rasmus Staghøj og Dennis Ritter mindes Chris Anker Sørensen, der omkom efter en ulykke 18. september.

Chris Anker Sørensen er her ikke længere, men minderne om ham lever videre – og det skal de blive ved med.

Fordi Chris Anker Sørensen, der omkom efter en ulykke 18. september, fortjener det. Men også fordi alle kan lære noget af det menneske, han var.

Det er budskabet, når TV 2 SPORTs cykelkommentatorer Rasmus Staghøj og Dennis Ritter for første gang stiller sig frem og fortæller om tabet af en kær ven, en afholdt kollega og ikke mindst en elsket familiefar.

- Så længe vi taler om Chris, er han iblandt os. Så jeg vil blive ved med at tale om Chris, og jeg vil blive ved med at referere til ham, fordi det vil falde mig naturligt. Både i min kommentering og i private samtaler, fordi Chris har betydet meget for mig, siger Rasmus Staghøj.

Dennis Ritter fremhæver, at Chris Anker Sørensen fik alle omkring sig til at føle sig som noget helt særligt.

- Jeg vil huske ham som en solstråle på to ben, der fik folk i godt humør og til at have det godt. En ting er, hvad man som menneske gør og siger. Noget andet er, hvordan man får andre mennesker til at føle. Der var han helt unik og en enestående ven. Overfor fremmede sagde han aldrig nej, uanset hvad folk bad ham om. En snak, et råd, et billede, en autograf. Han sagde ja, og han gjorde det med glæde.

Rasmus Staghøj fortæller, at han mødte alle med samme sind, og han var enormt god til at være menneske.

- Han ejede ingen arrogance, og jeg har tit tænkt på, hvor meget han kunne have vundet, hvis han havde været et dumt svin og havde sagt: ”Nu kører vi for mig.”

Satte alle andre foran sig selv

Dennis Ritter bruger formuleringen, at Chris Anker Sørensen altid satte andre foran sig selv. Og det var ikke noget, han tænkte over. Det var bare sådan, han var indrettet.

Der var nogle særlige personer, der havde førsteprioritet i Chris Anker Sørensens liv. Og det var familien.

- Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange han har brugt formuleringen ”at være der for familien.” Alle hev i ham arbejdsmæssigt fra alle sider, men det vigtigste var at være der for familien. Han var ked af, når han skulle rejse og undvære sine piger og Michelle. Det var han også, da vi var i Vejle dagen før hans død. Han talte altid om, at han glædede sig til at vende hjem og være sammen med sin familie igen, siger Dennis Ritter.

Altid at være der for sin familie og nærmeste er noget, Rasmus Staghøj vil tage sig frem i resten af livet.

- Inden jeg blev far, tænkte jeg meget på, om jeg selv kunne blive så god en far, som Chris var. Han har altid haft mange rejsedage, men jeg fornemmede alligevel en helt vild tilstedeværelse, selvom han ikke var hjemme. Jeg har tit tænkt: ”Wow, er jeg i stand til det?” Og det har jeg også tænkt meget over, siden han døde. Hvis jeg er træt af noget nu, så tænker jeg på Chris. Han ville have set positivt på det, og han ville have klaret det, siger Staghøj.

Et helt unikt venskab

I sin karriere som aktiv cykelrytter fra 2005-2018 nåede Chris Anker Sørensen at deltage i 12 Grand Tours, hvoraf de fem var verdens største cykelløb, Tour de France.

Efter sin aktive karriere skiftede Chris Anker Sørensen jobbet som cykelrytter ud med en plads i kommentatorboksen hos TV 2 SPORT, hvor han har været en afholdt og respekteret kollega.

- Han var simpelthen det mest empatiske, man overhovedet kunne forestille sig. En ting, jeg også altid har tænkt på ved Chris, og som jeg har sagt til ham fra tid til anden, er, at han overkom så meget. Det lærte jeg aldrig at forstå. Han var altid så tjekket, forberedt og grundig, siger Dennis Ritter.

- Jeg sagde tit til ham, at ”der måtte være flere timer i dit døgn, end der er i mit.” Han kunne komme ned til morgenmaden – en tilfældig dag under Tour de France – og allerede dér glædestrålende sige, at i dag skulle vi tale om den og den krig fra Middelalderen, det kloster og den munkeorden og så videre. Det var ting, jeg først skulle læse op på om dagen – og i øvrigt kæmpede for at nå – og det havde han allerede styr på. Så havde han tid til at være ude at cykle, lave artikler og alt muligt andet. Han havde et kæmpe overskud og var altid velforberedt.

Han var en inspiration ud i det at være et godt menneske. Det vil jeg altid huske ham for

Dennis Ritter

Et er at forberede sig og være grunding, men når man samtidig har det sjovt, giver det noget helt særligt, forklarer Rasmus Staghøj.

- Chris var hele tiden et skridt foran, og netop fordi han var så godt forberedt, var han behagelig at være sammen med. Det sjoveste, jeg nogensinde har lavet i arbejdssammenhæng, er Tour de France i 2017 sammen med Chris og Brian Nygaard. Dels når vi kommenterede, og fandt vores helt egen stil, men også i bilen på vej mod det næste hotel. Aldrig har jeg haft det så sjovt – og aldrig har jeg følt, at det var det helt rigtige for mig. Vi fandt ind i et venskab, samtidig med vi fokuserede på at blive bedre til vores arbejde. Det blev et helt unikt venskab.

Dennis Ritter vil fortsætte med at fortælle alle om Chris Anker Sørensen og forklare, hvor en enestående person han var.

- Han var en inspiration ud i det at være et godt menneske. Det vil jeg altid huske ham for.