Cykling

Agent: Fuglsang følger storsponsor til nyt hold

Fire hold er i spil som Jakob Fuglsangs kommende arbejdsgiver, fortæller danskerens agent til Ekstra Bladet.

Jakob Fuglsangs fremtid er stadig uvis.

Danskerens kontrakt med Astana udløber efter indeværende sæson, og Fuglsang har selv sagt, at han har kørt sit sidste løb for det kasakhiske hold.

Spørgsmålet er så, hvor cykelprofilen fremover skal køre. Det afhænger af, hvor firmaet Premier Tech fremover vælger at bruge sige sponsorpenge.

Det fortæller Fuglsangs agent, italienske Moreno Nicoletti, til Ekstra Bladet.

- Vi følger Premier Tech. Det er det eneste, der er sikkert. Jakob følger Premier Tech, skriver Nicoletti til avisen.

Premier Tech har i år sponseret netop Astana, men det canadiske firma har valgt at gå nye veje. Det er dog endnu ikke besluttet hvorhen.

Fire hold skulle være i spil, har Premier Tech-direktør Jean Bélanger fortalt et canadisk medie. Det drejer sig om BikeExchange, Qhubeka-Nexthash, Israel Start-Up Nation og Rally Cycling. Sidstnævnte mandskab er ikke et World Tour-hold.

For nylig erfarede både netmediet Cyclingnews og Ekstra Bladet, at Fuglsang var på vej til BikeExchange.