Cykling

Dansker kørte på brostenene for sjov - nu går drømmen i opfyldelse

Lørdag skal de kvindelige cykelryttere for første gang nogensinde køre den mytiske endagsklassiker Paris-Roubaix.

Se Paris-Roubaix på TV 2s kanaler

Helvede i nord. Klassikeren over dem alle. En forårsdag - efterårsdag i 2021 vel at mærke - i helvede.

Verdens bedste kvindelige cykelryttere har altid måttet se mændene udfolde sig i brostensklassikeren Paris-Roubaix. Altså indtil i år.

Lørdag skal kvinderne nemlig køre løbet for første gang nogensinde, og det er intet mindre end en drøm, der går i opfyldelse for danske Cecilie Uttrup Ludwig.

For seks år siden tog hun selv til området og kørte for sjov på de berømte og berygtede brosten i Arenberg-skoven.

- Det var virkelig specielt. Jeg tænkte for mig selv: Åh gud, jeg har set det i fjernsynet så mange gange, og nu er det min tur, siger hun i en pressemeddelelse fra løbsarrangørerne.

Hun mindes, at tanken strejfede hende: Måske bliver der en dag et Paris-Roubaix for mig.

Glæde og frygt

Nu er dagen kommet, og Uttrup glæder sig. Men der ligger også en frygt gemt i kroppen.

- Brostenene i Roubaix er noget helt andet end dem i Flandern. Jeg har set billeder af ryttere, der har haft vabler over alt på hænderne efter løbet. Jeg kan ikke forestille mig, hvor ondt det må gøre, så jeg forventer at lide rigtig meget.

- Men jeg kan ikke vente med at køre.

Kigger man på den type ryttere hos herrerne, der oftest vinder klassikeren, er det store, stærke wattmonstre som Philippe Gilbert, Peter Sagan, Greg van Avermaet og Fabian Cancellara.

Derfor ved den lille danske klatrer på 52 kilo ikke, hvor hun står, for hun "er slet ikke sådan en type."

- Men jeg håber, jeg kan producere nok watt og - nok så vigtigt - være snu nok. Det handler om at sidde med fremme i god position til brostensstykkerne. Det er første gang, vi kører løbet, så vi aner ikke, hvad der kommer til at ske.

Norsgaard håber på dansk vejr

Endelig er vejrudsigten et tema. For første gang i 20 år ser det ud til, det kommer til at regne under Paris-Roubaix.

Uttrup håber ikke, vinderen skal findes ud fra, hvem der er i stand til at holde sig på cyklen.

Landsmandinden Emma Norsgaard, der også skal køre løbet, glæder sig til gengæld over vejrudsigten.

- Jeg elsker brostenene, og jeg tror, det bliver et rigtig godt løb for mig, for det er ikke så kuperet. Jeg håber, vejret bliver lidt dansk: koldt og med regn, siger hun i en Youtube-video fra Movistar-holdet.

Lørdag skal kvinderne kæmpe sig over 18 brostensstykker fordelt på i alt 116 kilometer

Søndag venter der herrerne 257 kilometer og 31 passager med brosten.