Cykling

Valgren får særlig rolle i debut, fordi "han er så god"

Michael Valgrens resultater i september har sikret ham en beskyttet rolle i sin Paris-Roubaix-debut.

29 år, debutant og direkte ind i en slags kaptajnrolle.

Michael Valgren er i gang med sin ottende sæson på WorldTouren, men først i år har han fundet vej til brostensklassikeren Paris-Roubaix. Det kom i stand efter en periode på 11 dage, hvor han vandt to cykelløb og VM-bronze i søndags.

Resultaterne gør, at flere ryttere på EF Education-NIPPO får til opgave at passe på danskeren.

- Han kommer frisk og ved ikke, hvad han går ind til. Der er ingen tvivl om, at han er motiveret, og det kan han nå langt på. Det havde været rart for ham, hvis han havde kendt vejene lidt bedre. Det skal nok gå godt, er jeg sikker på, siger sportsdirektør Matti Breschel.

- Vi skal forsøge at guide ham og de ryttere, der skal hjælpe ham. Der er ingen tvivl om, han har en beskyttet rolle. Det bliver vi nødt til, fordi han er så god, som han er. De skal hjælpe ham. Han har nogle erfarne ryttere derude, som kan hjælpe ham. De ved, hvad de laver, og det giver en form for tryghed.

EF Education-NIPPO til Paris-Roubaix

Michael Valgren

Tom Scully

Julius van den Berg

Stefan Bissegger

Jonas Rutsch

Mitchell Docker

Sebastian Langeveld

Paris-Roubaix er et uforudsigeligt løb, hvor defekt, uheld og styrt som regel spiller en stor rolle.

Derfor sætter Breschel og de andre ledere ikke alt på et bræt.

- Vi skal ikke kaste alt over bord fra kilometer 0 eller med 150 igen. Det handler meget om, at de skal forsøge at guide ham, og ved at guide ham placerer de sig også rigtigt. Vi skal ikke sidde og føre, så jeg tænker, de hjælper hinanden derude, og så når de langt på det, siger han.

'Du må ikke være bange'

Matti Breschel nåede selv at køre Paris-Roubaix ti gange i karrieren med en niendeplads som det bedste resultat.

Løbet i år kan blive desto mere uforudsigeligt i kraft af det regnvejr, der er varslet over ruten på søndag. Ikke siden 2002 er Paris-Roubaix blevet kørt på våde veje og ikke mindst våde brosten.

- Under alle omstændigheder tror jeg, det bliver et vildt løb. Regnen kommer til at ændre det en lille smule. Det handler stadig om at komme godt ind på brostenene, men så tror jeg, det vigtigste er at undgå styrt og punkteringer. Så kan man nå langt.

- Man skal føle sig godt tilpas og have en god position på cyklen. Man skal ikke panikke, og så skal man lære at kunne placere sig. Det er lidt et mix mellem at have gode ben og kunne bruge det og få det ud i pedalerne. Det er lidt specielt. Det er ikke brosten, som vi kender dem fra Danmark. De er nærmest kastet ned og har lige vendt sig en gang.

- Hvis du er bange, begynder du at trække dig. Det er nok mere i kampen om at komme godt ind på brostenene i top-5 eller top-10. Det handler om spidse albuer, men også mod. Det skal man så sandelig sørge for at have. Du må ikke være bange.

Ni danskere til start

Michael Valgren er én af hele ni danskere, der søndag stiller til start.

Danskerne i Paris-Roubaix

Kasper Asgreen (Deceuninck - Quick-Step)

Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation)

Mads Pedersen (Trek-Segafredo)

Michael Valgren (EF Education-Nippo)

Mikkel Bjerg (UAE Emirates)

Søren Kragh Andersen (Team DSM)

Casper Pedersen (Team DSM)

Mathias Norsgaard (Movistar)

Christopher Juul-Jensen (BikeExchange)

Flere spås gode chancer for succes i de stjernespækkede løb, hvor især Wout van Aert og Mathieu van der Poel regnes som storfavoritter.

Men Matti Breschel tror på dansk succes.

- De skal nok være der, siger han.

Paris-Roubaix køres søndag og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY, men allerede lørdag køres kvindernes første udgave af løbet. Det kan ses på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY fra klokken 15.