Cykling

Mads Pedersen udgår af Paris-Roubaix efter styrt

Mads Pedersen er udgået af Paris-Roubaix, efter at han styrtede i Arenberg-skoven.

Mads Pedersen var blandt bejlerne til en dansk sejr i søndagens i Paris-Roubaix - men 91 kilometer fra målstregen på velodromen i Roubaix måtte han opgive drømmen om en ny stor sejr, da et styrt tvang ham til at udgå af løbet.

Den tidligere danske verdensmester i landevejsløb styrtede i Arenberg-skoven, og selvom han forsøgte at køre videre, måtte han lidt senere opgive, og kort efter bekræftede hans hold, Trek-Segafredo på Twitter, at danskeren ikke længere var en del af løbet.

Pedersen sad ellers perfekt i favoritgruppen sammen med blandt andre Mathieu van der Poel og Sonny Colbrelli, inden han ramte Ineos-rytteren Luke Rowes baghjul og endte i brostenene.

Pedersen slog sit knæ slemt og blev tilset af en læge, inden Trek trak ham ud af den legendariske klassiker.

- Mads Pedersen er desværre udgået efter sit styrt. Vi vil opdatere, når vi ved mere, lyder det fra Trek.

Flere styrt på de glatte brosten

Der har i det hele taget været flere voldsomme styrt i søndagens løb, der bliver kørt under svære betingelser.

Lørdag aften, natten til søndag og søndag morgen skyllede store mængder nedbør ned over det område, hvor løbet køres.

Det betyder, at vejene og i særdeleshed brostensstykkerne er blevet endnu mere glatte og mudrede, end de allerede var, da kvinderne lørdag kørte på en del af samme rute.

Det er forhold, som vanligvis passer Mads Pedersen fint. Det var også i styrtende regn, at han sprintede sig til verdensmesterskabet i Yorkshire for to år siden. Men på trods af dette ramte uheldet den 25-årige dansker, som også styrtede og udgik af sidste uges VM-linjeløb.