Cykling

Rolf og Riis har enorme danske forventninger, når stor klassiker vender tilbage

Kasper Asgreen og Mads Pedersen er de største danske håb til et topresultat i Paris-Roubaix, vurderer cykeleksperterne Rolf Sørensen og Bjarne Riis.

For 904 dage siden rakte Philippe Gilbert begge arme i vejret og råbte sin glæde ud, da han krydsede målstregen på en i cykelmæssig forstand verdenskendt velodrom i det nordlige Frankrig.

Belgieren havde netop slået tyske Nils Politt i en spurt og vundet brostensklassikeren Paris-Roubaix - eller "en forårsdag i helvede", som løbet populært kaldes. Datoen var 17. april 2019, og her to og et halvt år senere er det stadig Gilbert, der er den forsvarende mester.

Specielt Kasper Asgreen og Mads Pedersen har jeg virkelig høje forventninger til

Bjarne Riis

I 2020 blev løbet aflyst, og i år er det blevet udskudt, så det bliver afholdt i oktober i stedet for april. Alt sammen på grund af coronapandemien.

Nu vender Paris-Roubaix omsider tilbage, og det vækker begejstring hos to af TV 2 SPORTs cykeleksperter.

- Jeg glæder mig helt vildt. Fuldstændig vanvittigt, siger Rolf Sørensen, der får opbakning fra Bjarne Riis:

- Det har altid været den fedeste klassiker for mig. Jeg ser rigtig meget frem til at se Paris-Roubaix igen. Det er det fedeste endagsløb, der eksisterer. Det har vi selvfølgelig savnet. Det er fedt, at det er tilbage.

Da Paris-Roubaix senest blev afviklet, havde fænomenet Remco Evenepoel fortsat sin første professionelle sejr til gode, Mads Pedersen havde endnu ikke vundet VM i landevejscykling, og Corona var kun kendt som en øl, der gerne serveres med et stykke lime i flaskehalsen.

Danskerne i Paris-Roubaix

Kasper Asgreen (Deceuninck - Quick-Step)

Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation)

Mads Pedersen (Trek-Segafredo)

Michael Valgren (EF Education-Nippo)

Mikkel Bjerg (UAE Emirates)

Søren Kragh Andersen (Team DSM)

Casper Pedersen (Team DSM)

Mathias Norsgaard (Movistar)

Christopher Juul-Jensen (BikeExchange)

Faktisk har løbet været fraværende i så lang tid, at frivillige og skolebørn i løbet af sommeren har brugt tid på at fjerne ukrudt, der var begyndt at vokse kraftigt langs ruten.

- Der er jo mange ting, der har forandret sig, og det er nogle andre navne, der vinder cykelløb nu, men det er stadig de samme ryttertyper, der kommer til at vinde, siger Rolf Sørensen.

Danskerne kommer til at sætte et massivt aftryk

Af de ni danskere, der søndag stiller til start, er det kun halvdelen af rytterne, der har prøvet at køre Paris-Roubaix tidligere. Ingen af dem har dog kørt med om et topresultat.

Men det kan meget vel ændre sig i år. Meget kan gå galt i løbet af de 258 kilometer, men Rolf Sørensen og Bjarne Riis er ikke i tvivl om, at de kommer til at sætte et stort aftryk.

For siden den seneste udgave af Paris-Roubaix har flere af de danske ryttere vundet en række store endagsløb. Mads Pedersen har blandt andet vundet linjeløbet ved VM og Gent Wevelgem, mens Kasper Asgreen har vundet monumentet Flandern Rundt og E3 Saxo Bank Classic.

- Jeg tror, vi har nogle danske ryttere, der kan gøre sig rigtig, rigtig godt gældende, og specielt Kasper Asgreen og Mads Pedersen har jeg virkelig høje forventninger til, siger Bjarne Riis.

Rolf Sørensen har udpeget tre danskere, som han holder et ekstra øje på under søndagens Paris-Roubaix.

  • Kasper Asgreen: Jeg tror, han er vores mest sikre kort i forhold til at lave et topresultat. Jeg tror, han kører med om et topresultat, og så må vi se, hvordan det hele spiller ud. Hvis han er forskånet for uheld, så laver han et topresultat. Det er umuligt at sige, om han kan vinde.
  • Mads Pedersen: Nu blev han nummer tre i et løb i onsdags, og det er vigtigt, at han fik kørt det, når han udgik af VM. Jeg er meget spændt. Han er så opsat på det løb. Han har sagt til mig, at han hellere vil vinde Paris-Roubaix end at blive verdensmester igen. Det siger lidt om det hele.
  • Michael Valgren: Jeg tror, at Valgen kører et godt løb. Hvis det hele flasker sig, og han rammer et udbrud, når der mangler 100 kilometer, så kan han komme rigtig langt. Men det er første gang, han skal køre det.

Mads Würtz Schmidt blev i 2019 nummer 34, hvilket var den bedste danske præstation. Rolf Sørensen vurderer, at han i år kan køre sig i top-20, hvis alt flasker sig.

Vi skal helt tilbage til 1896 for at finde det bedste danske resultat i Paris-Roubaix, da Charles Meyer blev nummer to. For ti år siden kørte Lars Bak i mål som nummer fem.

Van Aert og Van der Poel er favoritter - eller er de?

Hvis Kasper Asgreen eller Mads Pedersen skal blive historiens første danske vinder af det prestigefyldte endagsløb, skal de besejre nogle af sportens stærkeste ryttere.

Ifølge bookmakerne er belgiske Wout van Aert og Mathieu van der Poel fra Holland de to store favoritter til at vinde løbet, og det er da også de to, som Rolf Sørensen peger på som de første.

- Når de stiller op til et cykelløb, er de jo de største favoritter, og så skal det jo modbevises. De er så geniale cykelryttere. De kan alt. Jeg er ikke i tvivl om, at de er der, siger eksperten med det forbehold, at de - som alle andre - kan blive ramt af uheld.

Bjarne Riis har som sportsdirektør vundet løbet sammen med både Fabian Cancellara og Stuart O'Gready, og han er lidt mere tilbageholdende med at udråbe Van Aert og Van der Poel som de absolut største favoritter.

- Jeg er bange for at sige, at det er et løb, der kræver en vis form for erfaring. Nogle gange er det store talent ikke stort nok. Det er svært, og jeg tror, der bliver rigtig mange om buddet. Der er mange, der er rigtig godt kørende. De er blandt favoritterne, men jeg ser Mads Pedersen, Kasper Asgreen og Peter Sagan som lige så store favoritter.

- Hvor friske er de? De har kørt en vild sæson. De har været under pres så mange gange i løbet af året. Det er ikke sikkert, at de bliver ved med at have friskheden, siger Riis.

Rolf Sørensen nævner blandt andre Alexander Kristoff og Matteo Trentin som gode bud på ryttere, der kan køre med om sejren.

Ruten og vejret

Det er 118. gang, at Paris-Roubaix bliver kørt. Kendetegnende for løbet er, at de store brostensstykker er både udfordrende og afgørende for rytterne.

Søndagens løb er 257,7 kilometer langt og byder undervejs på 38 brostensstykker - også kaldet pavéer. I alt udgør pavéerne 55 kilometer af rutens samlede længde.

Historisk set har brostensstykkerne Trouée d'Arenberg, Mons-en-Pévèle og Carrefour de l’Arbre været blandt de sværeste, og de naturligvis alle med i årets udgave.

Og pavéerne bliver ikke mindre svære af, at der er udsigt til en regnfuld søndag i det nordfranske.

- Det får en kæmpe betydning. Det er sikkert mange af de samme, der sidder der alligevel. Det betyder, at erfaringen er endnu vigtigere. Der kan godt sidde en rytter som Kristoff, der i et tørt og hurtigt løb måske ville komme i vanskeligheder, men når det er vådt, går det lidt langsommere, og det bliver mere teknisk svært.

- Det hele går langsommere. Det betyder meget, og risikoen for uheld er endnu større, siger Rolf Sørensen.

Belgierne Roger De Vlaeminck og Tom Boonen deler rekorden for flest sejre i forårsklassikeren, da de begge har vundet den fire gange.