Cykling

Vejle overvejer bud på World Tour-løb

I den kommende måned besluttes det, om Vejle Kommune skal ansøge om værtskabet for et tilbagevendende World Tour-løb.

Artiklen er opdateret efter et møde i Kultur- og Idrætsudvalget den 5. oktober, da et medlem af udvalget sendte beslutningen videre til byrådet.

VM har været her. Giro d’Italia har været her. Til sommer kommer Tour de France forbi, og allerede i 2023 vender verdens bedste cykelryttere måske tilbage til Danmark.

Vejle Kommune overvejer nemlig at søge om at blive vært for et tilbagevendende endagsløb på cykelsportens øverste niveau, World Touren, og den 5. oktober var det på dagsordenen i Kultur- og Idrætsudvalget.

Her skulle udvalget have besluttet, om ansøgningsprocessen til en værdi af 100.000 kroner skulle gå i gang, men spændingen holdes lidt endnu.

Ifølge Dan Arnløv Jørgensen (C), der er 1. viceborgmester og formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, besluttede et medlem af udvalget at sende beslutningen videre til byrådet, der mødes den 3. november.

Dermed skrider tidsplanen en smule. Oprindeligt var målet, at en eventuel ansøgning skulle sendes i samarbejde med en ekstern partner allerede i oktober.

- Jeg håber selvfølgelig, der er opbakning til det. Jeg er meget positiv, og jeg tror, det er noget, danske cykelfans har ventet på i mange år. Nu skal jeg overbevise de andre politikere om, hvor stort det vil være, har Dan Arnløv Jørgensen tidligere udtalt til TV 2 SPORT.

Hvis et flertal i byrådet stemmer for en ansøgning, sendes den formentlig i løbet af november. Svaret fra den internationale cykelunion UCI ventes at komme i marts 2022, og derfor kan et World Tour-løb i Vejle tidligst afvikles i 2023.

Mange højdemeter

I første omgang er oplægget på tre tilbagevendende endagsløb på de kuperede veje i og omkring Vejle. En konkret rute ligger endnu ikke fast, men én ting er sikkert:

- Vi har terrænet, og terrænet forpligtet lidt. Alene i Vejle Kommune kan vi godt lave et løb på over 2000 højdemeter, men løbet kan også strække sig ind i andre kommuner, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Vejle har i mange år lagt veje til kongeetapen i Danmark Rundt, hvor målstregen er placeret på den stejle Kiddesvej.

I 2022 kommer Tour de France-feltet som nævnt også forbi. 3. etape starter i Vejle, hvorefter turen går mod Sønderborg.