Dansker vinder EM-bronze
Matias Malmberg lagde sig i spidsen af omnium-konkurrencen efter den anden af fire discipliner.
Efter en flot præstation vandt Matias Malmberg sin anden medalje ved EM i banecykling, da han fredag aften blev nummer tre i omnium.
- Alan Banaszek, Polen: 136 point
- Fabio van den Bossche, Belgien: 130 point
- Matias Malmberg, Danmark: 124 point
Ligesom ved OL bliver omnium afviklet over fire discipliner på en enkelt dag ved EM. To konkurrencer først på dagen og to i aftenprogrammet.
Fredag fik Malmberg en særdeles god start med en anden- og en førsteplads i de første discipliner. Derfor lå han nummer et inden afgørelsen fredag aften.
Igen i udskilningsløbet, hvor den langsomste rytter bliver sorteret fra i hver spurt, var Malmberg med fremme. Trods et styrt midt i løbet præsterede danskeren at køre om sejren mod franske Thomas Boudat, der er tidligere verdensmester i disciplinen.
Boudat var en anelse hurtigere, og derfor var Matias Malmberg ’kun’ foran med otte point inden det afsluttende pointløb, selvom han var blevet nummer et eller to i de første discipliner.
- Scratch: Nummer 2
- Tempoløb: Nummer 1
- Udskilningsløb: Nummer 2
I pointløbet er der point at hente i de indlagte spurter, og hvis man indhenter feltet med en omgang. I det afsluttende løb kom en stor gruppe hurtigt af sted fra feltet, og da de tog en omgang, fik rytterne tilskrevet 20 point.
Det sendte polske Alan Banaszek i spidsen af konkurrencen, og her blevet han i resten af løbet.
Matias Malmberg blev presset bagfra, og da de 100 omgange var ved at være kørt, lå han nummer tre. I den allersidste spurt holdt danskeren sig dog til helt fremme i feltet, og derfor sikrede han bronzemedaljen på målstregen.
Det er Malmbergs anden medalje ved dette EM. Han er nemlig også med på 4000 meter-holdet, der overraskende vandt guld tidligere på ugen.