Cykling

Nye udfordringer er en fordel for danske vindere

Søren Kragh Andersen og Casper Pedersen vil jagte et nyt, stort resultat i Paris-Tours, selvom det ikke bliver ligetil.

Du kan se Paris-Tours på TV 2 og TV 2 PLAY fra kokken 15.00.

Den ene vandt i 2018. Den anden vandt sidste år.

Team DSM-holdet stiller til start med to forsvarende vindere, når dette års Paris-Tours køres. Tilfældet er så også, at begge er danskere. Casper Pedersen er til start som forsvarende vinder og kører med 1-tallet på ryggen, imens Søren Kragh Andersen vandt for tre år siden.

Danskerne forklarer inden årets udgave, at den nye rute blandt andet har været medvirkende til, at de har triumferet.

- Efter ruten er lavet anderledes og lidt mere udfordrende med bakkerne og grusstykkerne, har vi som hold været der nærmest alle årene. Og det er fedt, at det både er Søren og mig, der har prøvet at vinde løbet. Så jeg tror egentlig mest bare, at det giver en selvtillid i gruppen, at vi har vist, at vi kan gøre det, siger Casper Pedersen til TV 2 SPORT.

Søren Kragh Andersen håber på, at de kan bruge hinandens erfaring.

- I og med at vi har vundet to gange på den nye rute med grusvejene, har vi rigtig meget erfaring her på holdet i forhold til den nye rute. Det kan vi trække rigtig meget på. Og forhåbentligt er vi et skridt foran de andre, fordi vi kender ruten, siger Søren Kragh.

Sidste år var lidt en overraskelse for mig selv og holdet, at jeg gik hen og vandt

Casper Pedersen

Top-10 vil være kæmpe succes

Søren Kragh Andersen har ikke haft den sæson, han havde håbet på.

Derfor har han også sænket forventninger til, hvad han gerne vil opnå søndag.

- Jeg har ikke forventninger om at vinde noget eller resultater. Men mit mål er at kunne sidde med i finalen og kunne køre med til stregen i sidste ende. Så vil jeg være godt tilfreds.

- Når jeg siger: ”Køre efter en finale,” - så kører jeg jo nok også efter en top-10-placering. Det vil være en kæmpe succes for mig, siger han.

Casper Pedersen går selvfølgelig efter en ny triumf, hvis mulighederne er der. Ellers er målet bare, at én fra hold skal vinde.

- Sidste år var lidt en overraskelse for mig selv og holdet, at jeg gik hen og vandt. Selvfølgelig vil vi gerne prøve at gentage succesen her i år, men det er ikke sådan, at folk bliver skuffet, hvis ikke jeg vinder, siger Casper Pedersen.

Foruden Søren Kragh Andersen og Casper Pedersen er Jakob Egholm, Alexander Kamp og Morten Hulgaard også til start af danskere.