Cykling

Dansker er uforstående over for holdets taktik – måtte ikke forsvare titel

Casper Pedersen var uforstående over for den rolle, han var blevet tildelt af holdet i det franske endagsløb Paris-Tours.

Sidste år vandt han det franske endagsløb Paris-Tours, og derfor var der store forventninger til Casper Pedersen inden årets udgave.

Men søndagens løb blev langt fra samme store oplevelse som sidste år. Tværtimod.

Pedersen faldt fra favoritgruppen med godt 30 kilometer tilbage af løbet, og derfra var der ikke meget mere at hente for Team DSM-rytteren. Noget, der ifølge ham selv skyldtes en blanding af mindre gode ben og den rolle, han var blevet tildelt til søndagens løb.

- Holdet havde en idé om, at jeg skulle være første mand til at hjælpe, så jeg bruger også alle mine kræfter på at køre med rundt på viften (i sidevinden, red.). Så jeg har ikke benene efter det, siger han til TV 2 SPORT.

Er det en beslutning, I har taget inden eller ude på ruten?

- Det var allerede inden. Jeg ved ikke hvorfor. Planen var egentlig allerede ret tidligt, at jeg skulle være early support, tror jeg, hvilket jeg helst ikke gad at være. Så jeg er egentlig rimelig glad for, at vi kørte sidevind, så jeg ligesom kunne være ude i fronten.

- Så det gik jo, som det gik, siger Pedersen, der endte som nummer 81 i løbet.

En straf fra sidste weekend

Det kan umiddelbart godt virke specielt, at sidste års vinder skal agere hjælper blot et år efter triumfen.

Men det skal nævnes, at Pedersen kører på et stærkt hold med flere mand fra start, der på papiret godt kunne køre med om sejren – heriblandt Søren Kragh Andersen og Cees Bol.

Alligevel sætter Casper Pedersen spørgsmålstegn ved holdets beslutning.

Er det fair, at sidste års vinder skal være den første, der skal bruges op?

- Næ. Det vil jeg ikke mene. Men det synes holdet. Jeg tror, det er en straf fra Roubaix i sidste weekend. Så har de nogle gange nogle sjove ideer. Og så kan du jo se, hvordan det går, siger han.

Ifølge holdets sportsdirektør, Marc Reef, er der dog ikke tale om en straf til Casper Pedersen.

- Vores målsætning var baseret på en strategi og en udtagelse af ryttere, som vi troede kunne give os et godt resultat. Forskellige ryttere giver selvfølgelig forskellige roller i vores jagt på at opnå et resultat. I år var vi overbevist om, at Casper ville være mest værdifuld i en hjælpende rolle, skriver han i en sms til TV 2 SPORT.

Kørte "ret dårligt" i Roubaix

25-årige Pedersen erkender dog selv, at han ikke leverede på højeste niveau i sidste weekends Paris-Roubaix, hvor han udgik efter en hård dag i sadlen.

- Jeg sad heller ikke godt sidste weekend. Jeg fuckede også op. Så regulært set kørte jeg ret dårligt, men Roubaix og Paris-Tours er to forskellige løb. Det her er et grusløb, og der er stejle bakker. Roubaix er brosten, og der er fladt hele vejen.

- Så jeg tror bare... Jeg ved ikke, hvad planen er.

Er du skuffet over, at du måske kunne have haft bedre muligheder for at køre med i dag?

- Jeg tror ikke, benene havde været der til at køre med om sejren alligevel. Men benene havde nok været bedre til at kunne sidde med gruppen, for jeg kommer allerede til at gå i rødt tidligt og eksploderer på det.

- Men jeg tror bare heller ikke, vi var der som hold i dag. Jeg tror heller ikke, Søren (Kragh Andersen, red.) havde den, og Cees (Bol, red.) gik i udbrud, hvilket jeg heller ikke helt forstår, når han er vores sprinter. Det var så hans taktik, siger Pedersen, der nu kan se frem til at holde ferie ovenpå en hård cykelsæson.

Paris-Tours blev vundet af franske Arnaud Demare. Efter ham kom Franck Bonnamour og Jasper Stuyven.

Se den sidst vilde kilometer af Paris-Tours, hvor Arnaud Demare tog sagen i egen hånd. Video: TV 2 SPORT