Cykling

Kæmpe overraskelse i italiensk løb

Alexey Lutsenko og Matteo Trentin kørte alene mod målstregen i Coppa Agostoni, hvor førstnævnte overraskede favoritten.

Et af sæsonens sidste cykelløb endte med en gedigen overraskelse.

Med en kilometer til mål var der lagt op til en hjemmesejr i italienske Coppa Agostoni. Matteo Trentin, der er kendt for sine hurtige afslutninger, sad alene med Alexey Lutsenko på hjul. Og her var Trentin kæmpe favorit, da Lutsenkos normalt er stærkest i etapeløb, og når det går opad.

Men mandag kunne han altså også spurte. Få hundrede meter fra mål trådte Lutsenko til i det øjeblik, Trentin fjernede blikket fra ham.

Det gav kasakhen mulighed for at skabe så stort et hul, at italieneren aldrig kom i nærheden af at indhente ham – og dermed var overraskelsen en realitet.

- Jeg sagde 99 ud af 100, udbrød TV 2 SPORTs cykelsportsekspert Christian Moberg om Trentins favoritværdighed.

- Det var en flot spurt af Lutsenko. Imponerende! Og at han slår Matteo Trentin i en spurt er overraskende. Man fristes til at kalde ham den evige toer.

Den fristelse er der ikke så meget at sige til. De seneste tre sæsoner har han lige så mange andenpladser, som han har førstepladser. Og VM 2019 hjemsøger ham formentlig endnu.

Her var Trentin også favorit, da han kørte ind mod målstregen sammen med Mads Pedersen – men også her kom den undertippede rytter bagfra og vandt.

Mads Pedersen vinder VM i landevejscykling. Danmark har aldrig tidligere haft en verdensmester i landevejscykling for herrer.