Cykling

Stjerner vil slå mytisk timerekord

Cykelprofilerne Alex Dowsett og Filippo Ganna har begge to planer om at slå timerekorden.

Målet er simpelt, og alle kan forholde sig til det. Timerekorden.

Den mytiske disciplin, hvor det gælder om at cykle så langt som muligt på 60 minutter. Legender som Fausto Coppi, Jacques Anquetil, Miguel Indurain og Eddy Merckx har alle været indehaver af timerekorden.

Lige nu er belgiske Victor Campenaerts manden med rekorden. En rekord, nogle af sportens store stjerner har udset sig inden for den nærmeste fremtid. Den tidligere timerekordsindehaver Alex Dowsett samt OL-guldvinderen og flerfoldig verdensmester Filippo Ganna vil begge forsøge at sætte sig på tronen.

- Da jeg tog rekorden i 2015, gjorde vi nok til at slå rekorden, men jeg vidste, jeg havde mere i tanken til sidst, og det frustrerede mig. Sidste års forsøg blev ødelagt, da jeg blev smittet med coronavirus, men mine bevæggrunde for at slå rekorden eksisterer stadigvæk.

- I forhold til sværhedsgraden har Victor Campenaerts sat barren rigtig højt. Det bliver en stor udfordring, men jeg tror, jeg er i stand til det, siger Alex Dowsett til den internationale cykelunion, UCI.

Alex Dowsett har sat sig for at forsøge at slå rekorden den 3. november i år. Han kommer til at begive sig ud på velodromen i Aguascalientes, Mexico.

Samme sted, som Campenaerts slog rekorden i 2019 og samme sted, som danske Martin Toft Hansen forsøgte at slå rekorden i 2018.

Velodromen i Aguascalientes giver nemlig de bedste forudsætninger i verden for at køre hurtigt på cykel. Med et ballonagtigt tag er temperaturen perfekt til tempokørsel, og den tynde luftmodstand i 1900 meters højde giver ligeledes muligheden for at sætte tempoet højere.

Italiensk tempokonge gør sig også klar

OL-guldvinder i holdløb Filippo Ganna har også udset sig timerekorden. Hans planer er dog ikke lige så konkretiseret endnu.

- Jeg vil tale med mit hold om det senere. Det bliver i januar, og så vil jeg måske sætte et angreb ind næste sommer.

- Lad os håbe, jeg en dag kan åbne en god flaske rosévin og fejre et succesfuldt forsøg på at slå timerekorden, siger Filippo Ganna i et interview med La Gazzetta dello Sport ifølge Ritzau.

Victor Campenaerts satte den nuværende rekord i april 2019 i Mexico, hvor han kørte 55,087 kilometer. Han var derfor den første til at nå en gennemsnitsfart på over 55 kilometer i timen.