Cykling

Kronprinsen blev rørt og stolt til Tour-præsentation

Ruten til næste års Tour de France blev torsdag præsenteret, og kronprins Frederik var oppe på talerstolen for at sætte ord på Danmark som startland.

Torsdag var en stor dag for både cykelfans og ryttere verden over - og måske særligt for dem med tilknytning til Danmark.

Her blev ruten til Tour de France 2022 nemlig offentliggjort, og som bekendt skal de første tre etaper køres på dansk jord.

Derfor var der også dansk deltagelse på scenen, kort inden ruterne blev offentliggjort, da kronprins Frederik trådte frem på talerstolen. Og selvom det måske ikke var til at se i momentet, var Kronprinsen rørt over begivenheden.

- Det er en stolt dag for Danmark og for cykelsporten i Danmark. Det rører mig også, at vi endelig har fået tre starter til Danmark forskellige steder i Danmark, og at man også har en ankomstby i Frankrig, som jeg kender særdeles godt, fordi det er min fars barndomsområde.

- Det er fantastisk, siger kronprins Frederik efter præsentationen.

Etapen, kronprinsen hentyder til, er 19. etape, hvor rytterne slutter i byen Cahors i det sydlige Frankrig, hvilket er en by omkring Prins Henriks fødeegn.

- Vi kommer forbi min anden hjemegn på den franske side. Det er helt fantastisk, og det var jeg ikke klar over. Det er en ekstra appelsin i turbanen, siger han.

"Det fås ikke bedre"

Helt generelt er kronprinsen glad for, at Danmark har formået at få Tour de France-starten til landet.

- Vi får den helt store Grand Tour. Det fås ikke bedre. Vi har haft Giro-starten, som også var meget stort. Men at få Le Grand Départ plus to etaper gør det helt særligt. Og man skal gøre sig fortjent til det.

- Det er ikke bare, fordi man hedder Kronprins Frederik og taler fransk. Vi har masser af cykler i Danmark og cykler rask væk. Der skal være en forbindelse med selve cykelsporten også, fortæller kronprinsen.

Har talt med danske ryttere

Personligt ser kronprins Frederik også frem til selv at overvære etaperne i Danmark.

Og faktisk har han også allerede været i snak med flere danske ryttere, som han håber at se noget stort fra.

- Jeg glæder mig til at stå meget tæt på og heppe på enkeltstarterne. Jeg fik lige fat i et par af danskerne her, og jeg håber, de giver sig fuldt ud. At kunne starte med noget sensationelt vil være det vildeste for dansk cykelsport. Vi kan kun håbe på det bedste.

- De (danske ryttere, red.) kan desværre ikke træne direkte på etapen, men jeg sagde til Fuglsang: ”Hvad med at finde noget, hvor der er lige så mange sving og måske en lille smule brosten og en distance, der passer til den i København?", siger kronprinsen med et smil.

Se overblikket over alle løbets etaper her.