Cykling

Fuglsang har fremtiden på plads - disse stjerner har ikke

Flere af cykelsportens helt store navne står fortsat uden kontrakt frem mod næste sæson. Herunder giver vi et overblik over de mest markante ryttere.

Hvem vil have mig? Hvor passer jeg ind? Kan jeg blive holdets næste store stjerne? Og har de overhovedet råd til mig?

Ovenstående spørgsmål og en hel del andre kører formentlig rundt i hovedet på de mange professionelle cykelryttere, der står uden kontrakt frem mod den kommende cykelsæson.

En af dem var indtil onsdag den danske cykelstjerne Jakob Fuglsang, der nu endelig har fået fremtiden på plads. Fra sæsonen 2022 skifter han Astana ud med Israel Start-Up Nation, hvor han bliver holdkammerat med blandt andre Chris Froome og Mads Würtz.

Men Fuglsang var langt fra den eneste store cykelrytter med en uvis fremtid, hvad angår kontrakt til den kommende sæson. Flere store navne står nemlig fortsat uden arbejdsgiver i 2022.

Herunder følger et overblik over de mest markante navne.

Ryttere uden kontrakt

  1. Alejandro Valverde

    Alder: 41 år

    Land: Spanien

    Nuværende hold: Movistar Team

    Største sejre: Samlet sejr i Vuelta a Espana, 9 Tour de France-etaper, 12 Vuelta-etapesejre, VM. 

  2. Mark Cavendish

    Alder: 36 år

    Land: Storbritannien

    Nuværende hold: Deceuninck - Quick-Step

    Største sejre: 34 Tour de France-etaper, 2x grøn trøje i Touren, 12 Vuelta-etaper, VM. 

  3. Geraint Thomas

    Alder: 35 år

    Land: Storbritannien

    Nuværende hold: INEOS Grenadiers

    Største sejre: Samlet sejr i Tour de France, Paris-Nice og Criterium du Dauphine, 3 etaper i Tour de France.

  4. Elia Viviani

    Alder: 32 år

    Land: Italien

    Nuværende hold: Cofidis

    Største sejre: 5 etaper i Giro d'Italia, 5 etaper i Vueltaen, 1 etape i Tour de France.  

  5. Wout Poels

    Alder: 34 år

    Land: Holland

    Nuværende hold: Bahrain - Victorious

    Største sejre: Sejr i Liege - Bastogne - Liege, 4 etaper i Tour of Britain, 1 etape i Paris-Nice.

  6. Christopher Juul-Jensen

    Alder: 32 år

    Land: Danmark

    Nuværende hold: Team BikeExchance

    Største sejre: Samlet sejr i Post Danmark Rundt, 1 etape i Schweiz Rundt.

  7. Omar Fraile

    Alder: 31 år

    Land: Spanien

    Nuværende hold: Astana - Premier Tech

    Største sejre: 2 bjergtrøjer i Vueltaen, 1 etapesejr i Tour de France og Giro d'Italia. 

  8. Giacomo Nizzolo

    Alder: 32 år

    Land: Italien

    Nuværende hold: Team Qhubeka ASSOS

    Største sejre: 2 pointtrøjer i Giro d'Italia, 1 etape i Giro d'Italia, samlet sejr i Tour de Wallonie. 

  9. Jonathan Castroviejo

    Alder: 34 år

    Land: Spanien

    Nuværende hold: INEOS Grenadiers

    Største sejre: 1 etape i Romandiet Rundt, 5 gange spansk mester.

Udover de ni profilerede navne er der også flere danske ryttere uden kontrakt.

Det gælder både Jakob Egholm (Trek - Segafredo), Emil Vinjebo og Andreas Stokbro (Team Qhubeka ASSOS).