Cykling

Ingen garantier til Fuglsang på nyt hold

Efter ni år på Astana skifter Jakob Fuglsang til Israel Start-Up Nation. Han forventer at få en åben rolle, men er ikke blevet lovet noget.

Jakob Fuglsang skriver et nyt kapitel i karrieren, når han næste år skal køre for Israel Start-Up Nation.

Efter ni år på Astana blev det onsdag officielt, at cykelrytteren skifter til holdet, som sidste år fik World Tour-status.

Han forventer at få indflydelse på sin rolle, men kender ikke de specifikke planer for ham.

- Det gør jeg ikke. Specielt ikke i Tour de France. For resten bliver det at hjælpe Michael Woods. Han hjælper mig, og jeg hjælper ham. Og Chris Froome, hvis han er tilbage ved fordums styrke og kører klassement.

- Ellers gælder det om at få nogle resultater for mig selv også. Jeg tror, det bliver en meget åben rolle, og at jeg selv kan påvirke den, alt efter hvordan jeg er kørende, siger danskeren.

Glæder sig over "endelig" at have skrevet under

I løbet af sommeren begyndte det at stå klart, at ægteskabet mellem Astana og Fuglsang var ved at nå sin ende.

Fuglsang blev rygtet til flere hold, men valget faldt på israelernes mandskab, som også Mads Würtz Schmidt kører for, mens Nicki Sørensen er sportsdirektør.

- Det er selvfølgelig rart at få det endeligt skrevet under og kommunikeret ud, at det er på plads for næste år og fremad. Det tog lidt længere tid, end vi alle sammen havde troet. Jeg er glad for kontrakten og glæder mig til at komme i gang.

Fuglsangs mangeårige agent, Moreno Nicoletti, fortalte tidligere på efteråret Ekstra Bladet, at Fuglsang ville følge sponsoren Premier Tech til et nyt hold.

- Jeg havde en snak med Premier Tech og havde forholdsvis tidligt sagt, at jeg ville tage med dem, hvor de nu ville hen. Sideløbende snakkede Moreno med Israel, og jeg havde allerede i august en snak med dem, hvor de fortalte om, hvordan de arbejder på holdet.

- Det lød interessant, og det endte med, at brikkerne faldt på plads. Jeg tror på, at det er det rigtige, siger han.

Bedre end at køre død i et hold

Fuglsang har hentet sine største sejre som Astana-rytter. I 2019 vandt han monumentet Liège-Bastogne-Liège, og året efter tog han så sin anden monumentsejr i Lombardiet Rundt.

Desuden er det blevet til en etapesejr i Vuelta a España, to samlede sejre i Critérium du Dauphiné og en stribe andre store resultater.

Men tidspunktet for skiftet er det rigtige, mener han.

- Det er ny motivation på et hold, hvor jeg kan bruge min viden og erfaring som rytter til at hjælpe holdet med at bygge sig op og blive bedre.

- Jeg tror, det er det rigtige i stedet for at køre død i et hold efter at have været på samme hold i så mange år. Ikke at jeg ikke har haft det godt på Astana, men jeg ser frem til at prøve noget nyt, siger han.

36-årige Fuglsang har fået en treårig kontrakt hos Israel Start-Up Nation.