World Tour-sæsonen er slut - sådan klarede danskerne sig

Jonas Vingegaard har avanceret mere end 300 pladser, mens Jakob Fuglsang er gået fra nummer 5 til nummer 97 på UCI's verdensrangliste.

Det har været en vild cykelsæson, og danske topresultater er rullet ind på samlebånd.

Jonas Vingegaard kørte sig på podiet i Tour de France, Magnus Cort vandt tre etaper i Vueltaen, og Kasper Asgreen vandt Flandern Rundt. Og det er bare for at fremhæve nogle af de flotte danske præstationer, der har været i cykelsæsonen 2021.

Og da cykelkalenderen er ved at være tom, er det nu aktuelt at kigge på, hvordan danskerne har klaret sig på UCI's officielle verdensrangliste for kalenderåret 2021.

Her har flere danskere udmærket sig positivt, og selvom det ikke er blevet til absolutte topplaceringer, har Danmark mange bidragsydere på ranglisten.

Danskernes placering på ranglisten i 2021 (opdateret 19/10/21)

  1. Jonas Vingegaard, nummer 18
  2. Kasper Asgreen, nummer 23
  3. Mikkel Honoré, nummer 27
  4. Michael Valgren, nummer 61
  5. Mads Pedersen, nummer 75

Til sammenligning var Jakob Fuglsang den bedste placerede dansker i 2020-sæsonen med en femteplads, men den er svær at sammenligne med, da en række løb i 2020 blev aflyst grundet Corona-epidemien.

Den skarpe læser vil undre sig over, hvordan Magnus Cort ikke kan være blandt de fem mest indbringende danske ryttere i sæsonen, efter han vandt tre etaper i dette års Vuelta a España.

Det skyldes UCI's pointsystem, der kan være lidt kringlet at forstå. Heldigvis har det anerkendte cykelmedie, The Inner Ring, lavet en oversigt, der kan overskueliggøre systemet lidt bedre. Læs det her.

Danmark falder på verdensranglisten

Jakob Fuglsang har ubestridt været den dansker, der har samlet flest point sammen til Danmark de seneste år, hvor han blandt andet nummer blev nummer tre i 2019-sæsonen.

Men i 2021-sæsonen er Fuglsang blot den sjettebedst placerede dansker på listen som nummer 97. Det vidner om en ærgerlig sæson for Fuglsang, og det afspejles også i Danmarks placering som nation for året 2021.

For her er Danmark, på trods af mange flotte præstationer, faktisk faldet en enkelt plads på ranglisten sammenlignet med 2020-sæsonen.

Til gengæld har Danmark i 2021 hele seks ryttere i top 100, hvilket er væsentlig mere end de senere år, hvor det primært har været Fuglsang, der har båret den danske fane.

Fuglsang er i øvrigt den eneste blandt de 10 bedst placerede danskere i år, der er fyldt 30 år.

Danmarks placering på ranglisten (opdateret 19/10/21):

  1. 2017: 14 (4124 point) - Lande som Norge og Irland sluttede foran Danmark. Belgien med flest point.
  2. 2018: 9 (6984 point) - Belgien topper listen for året foran Frankrig og Italien.
  3. 2019: 10 (8138 point) - Igen vandt Belgien suverænt og denne gang foran Italien og Holland.
  4. 2020: 7 (5473 point) - Sæsonen var voldsomt præget af Corona-aflysninger. Frankrig øverst på listen foran Slovenien og Belgien.
  5. 2021: 8 (7911 point) - Samme top-tre som 2020, men denne gang er det Belgien foran Slovenien og Frankrig.

Slovensk dominans i toppen

Mens den bedste dansker i år på den individuelle rangliste er Jonas Vingegaard på en 18.-plads, er det hans overmand fra Tour de France, der ligger øverst på listen.

Den blot 23-årige Tadej Pogačar er solidt i front foran belgiske Wout Van Aert, mens Pogačars landsmand Primož Roglič ligger nummer tre. De tre ryttere lå også øverst i 2020-sæsonen, men her var det Roglič, der sluttede øverst.

Hver at nævne er det også, at den 41-årige Alejandro Valverde er nummer 11 på listen i denne sæson. Imponerende af den spanske rytter, der som 38-årig endte øverst på listen i 2018.

Ranglisten for sæsonen 2021 (opdateret 19/10/21):

  1. Tadej Pogačar (5353 point)
  2. Wout Van Aert (4382 point)
  3. Primož Roglič (3924 point)
  4. Julian Alaphilippe (3104.67 point)
  5. Egan Bernal (2576 point)