Cykling

De får Froome til at tro på Tour-triumf

Chris Froome jagter et stort comeback til cykelsportens top, og målet om at vinde Tour de France igen holder ham kørende.

Det er aldrig blevet det samme efter det voldsomme styrt i juni 2019, hvor han mest af alt priste sig lykkelig over at være i live.

Chris Froome brækkede blandt andet lårbenet og var først tilbage i cykelløb otte måneder senere.

Han vendte tilbage med ambitionen om at vinde Tour de France for femte gang i karrieren og dermed tangere Eddy Merckx' rekord.

Selvom resultaterne har ikke har været i nærheden, er målet det samme.

- Der er ingen garantier for, at jeg kan vinde Touren igen, efter hvad der skete, og hvad jeg har været igennem. Det ved jeg godt, men det forbliver mit mål, siger Froome til Cyclingnews.

Froome er blevet 36 år og kører nu for Israel Start-Up Nation.

Der er alt andet lige talt om karrierens efterår, men i 2021 har han fulgt sine 'jævnaldrene'. Selvom Tour de France-vinderen er 23 år og hedder Tadej Pogacar, har Alejandro Valverde (41 år), Richie Porte (36) og Geraint Thomas (35) vundet cykelløb i det forgangne år. Porte og Thomas vandt etapeløbene Critérium du Dauphiné og Romandiet Rundt. Det "giver mig håb," fortæller Froome.

- Det er ikke sådan, at de unge rytteres niveau er 20 procent over alle andre. De gamle gutter er stadig med. Det er logisk for mig, at jeg også kan følge med, hvis jeg kan ramme mit tidligere niveau.

Og det behøver ikke allerede være næste år, at han når helt tilbage og generobrer Tour-tronen.

- Om det sker i 2022, året efter eller året efter det, er det, hvad jeg fortsætter med at arbejde mod, indtil det er tydeligt, at det er umuligt. Det er det, der får mig op på cyklen hver eneste dag.

Chris Froome gjorde i år comeback i Tour de France, men måtte efter et styrt allerede på 1. etape køre med smerter hele vejen til Paris.