Cykling

Stjerner valfarter til nyt løb i Dubai

Egan Bernal, Peter Sagan og Filippo Ganna er blandt de ryttere, der skal deltage i et nyt enkeltstående endagsløb i Dubai.

Cykling og Dubai er ikke en cocktail, der vækker de største minder.

Dubai drømmer dog stort, og nu har de taget et solidt skridt mod at blive en cykelnation. Den 6. november lægger storbyen fra ørkenstaten i hvert fald jord til historiens første Giro d'Italia Criterium-løb.

Det kan lyder skørt, men allerede nu har flere stjerner meldt deres ankomst til endagsløbet.

Disse stjerner skal cykle i Dubai

  • Egan Bernal (INEOS)
  • Peter Sagan (Bora-Hansgrohe)
  • Filippo Ganna (INEOS)
  • Elia Viviani (Cofidis)
  • Geoffrey Bouchard (AG2R)

Ovenstående fem stjerner er blot et udpluk af det deltagende felt, men det er unægtelig løbets største overskrifter.

Men hvad venter dem så i Dubai? Og hvorfor hedder løbet noget med Giro d'Italia?

Endagsløbet bliver planlagt og afviklet af Giro d'Italia-arrangørerne, RCS Sports. Den 6. november har de planlagt et løb, hvor rytterne skal ud på en 2.1 kilometer lang rundstrækning i Dubai. Her skal der køres 30 omgange.

Engangsløbet er en del af en Made in Italy-kampagne, og i De Forenede Emirater sætter man stor pris på det nye løb:

- Vi er virkelig begejstrede for denne engangsbegivenhed. Vi er glade for at arbejde sammen med vores mangeårige partnere fra RCS om at tilbyde denne begivenhed til vores cykelfans og for at fremme de mange fordele ved cykling som en sport.

- Cykling vokser hurtigt i Dubai og De Forenede Emirater, siden vi startede med Dubai Tour i 2014, og nu UAE Tour, og jeg er overbevist om, at begivenheder som denne vil give et yderligere skub til populariteten af ​​denne sport, siger Saeed Hareb, generalsekretær for Dubai Sports Council, ifølge Cycling Weekly.

Giro d'Italia Criterium-løbet er ikke en del af World Touren.