Cykling

- De er armslængder foran resten, siger Cavendish om dansk guldpar

Mark Cavendish ser det som en stor ære at skulle køre parløb i Ballerup mod Michael Mørkøv og Lasse Norman.

Man er ikke i tvivl om kærligheden, når Mark Cavendish taler om to af hans favoritting i tilværelsen.

Michael Mørkøv. Og København.

Jeg glæder mig virkelig til at køre mod to mestre som Michael Mørkøv og Lasse Norman

Mark Cavendish

Lige nu er en af cykelsportens største stjerner indlogeret i sin favoritby, den danske hovedstad, hvor han sammen med sin belgiske makker Iljo Keisse over de næste dage skal 'levere et show' i Ballerup, hvor DBC's 3-dagesløb køres.

Og her kommer Cavendish til at konkurrere mod sin holdkammerat fra Deceuninck - Quick-Step, Michael Mørkøv, der sammen med Lasse Norman skal leve op til favoritværdigheden som guldvinder ved både både VM og OL.

For Cavendish er det dog først og fremmest en ære, og ikke et mål, at forsøge at slå sin makker i Ballerup Super Arena.

- Ærlig talt, selv om vi kører mod hinanden, så ser jeg ham ikke som en konkurrent. Jeg så VM sammen med min yngste søn, Casper, og han elsker Michael Mørkøv. Alt, der er rødt, forbinder han med ham, fordi han også har set ham i de farver til OL.

- Når løbet er i gang, så er der så mange ryttere, at man kun kan fokusere på sig selv. Men Michael (Mørkøv, red.) og Lasse (Norman, red.) vil være en armslængde foran alle andre efter VM, så vi skal kun tænke på os selv.

- Det er først og fremmest skønt for mig at være her i København, og jeg glæder mig virkelig til at køre i Ballerup mod to mestre som Michael og Lasse. Det er en kæmpe ære at være ved siden af dem, siger Mark Cavendish.

Minder om ham selv og Wiggins

Mark Cavendish, der selv har vundet VM i parløb tre gange, er da heller ikke bleg for at sammenligne den danske duo med sig selv og sin egen tidligere makker.

- Michael er så rolig, og ham og Lasse komplimenterer hinanden virkelig godt. Det minder mig om, da jeg kørte med Bradley Wiggins – vi vidste, at vi kunne kontrollere løbet sammen, og det kan Michael og Lasse også, siger Cavendish.

Selv er han mødt op til ræs i Ballerup i vinterform, og derfor skal man ikke have større forventninger, end hvad arenaens tag kan holde til.

- Jeg føler intet pres her. Jeg er her for at køre cykelløb, og jeg bliver altid modtaget godt, når jeg er i Danmark. Vi kan bare nyde atmosfæren og løbet, og forhåbentlig kan vi levere et godt show, selv om formen ikke helt er der.

Glæden kan ses på resultaterne

For den 36-årige brite, der efter et par sløje år på cyklen fandt sit topniveau igen i 2021 med fire etapesejre i Tour de France, er der stadig ikke noget nyt, når det kommer til en kontrakt for 2021.

- Det har været et stort år. Jeg er virkelig glad både på og af cyklen, og det har resultaterne også vist. Jeg nyder at være på et hold igen, og jeg er den sprinter med flest sejre i sæsonen, så det er lidt som gamle dage.

- Men jeg ville være en dårlig medarbejder, hvis jeg sagde noget om fremtiden.

Hans nuværende aftaler udløber ved årsskiftet, og derfor kan det danske Tour de France-publikum potentielt gå glip af at se Cavendish til start, hvis ikke der kommer en afklaring.

Den sidste del skal man dog ikke frygte, lyder det fra Cavendish. Han skal nok være i byen, om så det er på cyklen eller ej.

- Tour de France er mit liv, og København er det sted i verden, der har den største plads i mit hjerte. Jeg vil gerne være her på min cykel, men hvis ikke det kan lade sig gøre, så vil jeg være her alligevel, siger Mark Cavendish.