Cykling

Kasper Hjulmand inspirerede Danmarks cykelstjerner

Den danske herreelite afviklede onsdag den første landsholdssamling nogensinde og fik besøg af Danmarks fodboldlandstræner Kasper Hjulmand.

Det bliver ikke sjovt at være ham, der skal booke en oplægsholder, når eliteherrerne næste gang skal samles.

Det bliver i hvert fald svært at finde en, der nyder så stor anerkendelse som ham, der onsdag var på besøg.

Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand var nemlig udvalgt til at inspirere Danmarks bedste, mandlige cykelryttere, da de afviklede den første elite-landsholdssamling nogensinde.

Her handlede det fra Hjulmand blandt andet om fællesskab og kultur, som har været fokusområder på fodboldlandsholdet.

- Jeg fortalte lidt om vores kultur og vores måde at se vores identitet og hold på.

- De her cykelryttere er også et hold, når de samles til EM og VM, så vi har snakket lidt om, hvem vi er og hvordan vi gør tingene på fodboldholdet. Så jeg tror, vi kan lære rigtig meget af hinanden, siger Hjulmand til TV 2 SPORT.

Glad landstræner

Landstræner for herreeliten, Anders Lund, prioriterer at gøre fællesskabet blandt rytterne endnu bedre, og netop derfor var et oplæg med Kasper Hjulmand givende.

- Kasper Hjulmand kommer og kan fortælle om fælleskab og værdien af at stå så godt sammen, som de har gjort. Det var meget inspirerende og lægger sig fuldstændig op ad, hvad vi gerne vil og faktisk også lykkes med.

- Men det handler om at fastholde det gode fælleskab, siger Anders Lund.

På trods af at herreeliten blot kører enkelte løb sammen på et kalenderår, vurderer Anders Lund, at tiden under en landsholdssamling er godt givet ud.

- Før har der været år, hvor gruppen har været så lille, at landsholdet var de ryttere, der blev udtaget - stort set. Nu er vi et godt stykke over 20 ryttere, så nu giver det mening at samle gruppen.

Anders Lund fremhæver også Danmarks Cykelunion og Team Danmark som årsager til, hvorfor en samling giver mening. De to unioner kan ifølge landstræneren virkelig tilbyde rytterne meget.

Hylder koncept

Flere af de fremmødte ryttere virkede til at værdsætte tiltaget om at samles som landshold, ligesom der også var begejstring over besøget fra Kasper Hjulmand.

- Jeg synes, det er fedt. Et super tiltag. Vi har en skidegod gruppe og at få det her sammenhold til at fungere endnu bedre kunne være fedt for fremtidige VM og EM. Det er megafedt, siger Michael Valgren om det nye initiativ.

- Jeg synes, det er en rigtig god mulighed for at samle alle og få sat lidt ord på, hvad stilen og målsætningen er. Så det ikke er noget, man skal finde ud af de tre dage, man er samlet inden et VM, supplerer Jakob Fuglsang.

Fuglsang fortæller også, at han blev inspireret af Hjulmands tilgang til, hvad landsholdet skal betyde for rytterne.

At det skal være noget, man ærer og går op i. Noget, man vil prioritere.

Onsdagens møde var forbeholdt alle de danske herreryttere på World Touren og på trods af, at de fleste har adresse i udlandet, deltog 18 ryttere i samlingen, der både begyndte og sluttede onsdag.