Cykling

Belgiere besejrer Mørkøv og Norman efter stort drama

Lasse Norman styrtede i sidste disciplin, og det kostede den danske duo dyrt i seksdagesløbet i Gent.

Nederlag er på ingen måde hverdag for Michael Mørkøv og Lasse Norman, men søndag led den danske duo et sjældent et af slagsen.

Norman og Mark Cavendish styrtede således i sidste disciplin i seksdagesløbet i belgiske Gent. Danskeren gennemførte, men var slet ikke på fuld damp, hvorfor Mørkøv og Norman blev nummer tre.

Cavendish blev fragtet på hospitalet efter styrtet, men kunne både gå selv og vinkede også til publikum på vej ud af hallen.

Det belgiske par Kenny De Ketele og Robbe Ghys vandt seksdagesløbet foran Roger Kluge og Jasper De Buys.

Norman og Mørkøv førte løbet mere eller mindre fra dag to og helt frem til søndagens afsluttende parløb, hvor det var helt lige mellem danskerne og de senere vindere.

Halvvejs gennem det afsluttende parløb styrtede Norman og Cavendish, og på det tidspunkt havde Roger Kluge og Jasper De Buys lagt sig i front, da de havde taget en omgang på konkurrenterne.

Da løbet efter en pause blev sat i gang igen, svarede Kenny De Ketele og Robbe Ghys tilbage og tog den samlede sejr på flest point.

Norman og Mørkøv sluttede seks omgange efter vinderne.

Løbet i Gent havde også deltagelse af endnu et par danske ryttere. Mathias Malmberg blev med sin franske makker nummer 9, mens Marc Hester og hans belgiske makker blev nummer 12 og sidst.

De Ketele og Ghys vandt også den seneste udgave af løbet, der blev kørt i 2019.

Seksdagesløbet i Gent blev afviklet første gang helt tilbage i 1922 og hører dermed til de mest traditionsrige.

Michael Mørkøv har vundet løbet to gange i karrieren. Første gang i 2009 i selskab med Alex Rasmussen. Seks år senere triumferede han med Iljo Keisse som makker.