Cykling

Sagan undskylder "ulækker oplevelse"

Den 31-årige cykelstjerne Peter Sagan siger undskyld for en episode i april, hvor han overfaldt en politibetjent.

Peter Sagan lægger sig nu fladt ned og siger undskyld.

Det gør han efter mandagens nyhed om, at han i beruset tilstand tilbage i april sårede en politibetjent.

- I forbindelse med de nyheder, der dukkede op i dag (mandag, red.) i forbindelse med natten til den 25. april, vil jeg gerne benytte lejligheden til at overbringe min dybeste undskyldning. Det var en ulækker oplevelse, der fik mig til at tænke dybt og drage værdifuld læring.

- Jeg er virkelig ked af episoden, som aldrig vil gentage sig, skriver cykelstjernen på sin Facebook-profil.

Mandagens nyhed beretter om, at Sagan er blevet idømt en bøde på godt 50.000 danske kroner for at have såret en politibetjent i Monaco.

Den slovakiske cykelstjerne blev efter en fugtig nat i byen 25. april 2020 stoppet i en bil sammen med sin storebror af monegaskisk politi.

Det skete, fordi Peter Sagan havde overtrådt et udgangsforbud i forbindelse med covid-19-pandemien.

Angreb politibetjent

I stedet for at samarbejde med ordensmagten valgte Peter Sagan at modsætte sig anholdelsen, skriver mediet Nice-Matin.

Den tredobbelte verdensmester nægtede at stige ud af bilen fra sit passagesæde og gik i stedet korporligt til angreb på en politibetjent, der blev såret på sin højre hånd i forbindelse med optrinnet.

Ifølge den monegasgiske avis brugte Peter Sagan al sin fysisk og "kæmpede som en gal".

Cykelrytterens advokater hævder, at Sagan modsatte sig politiets ordre af frygt for, at han ville blive kørt på hospitalet og tvangsvaccineret mod coronavirus.

Peter Sagan har i mange år været den store stjerne hos BORA-hansgrohe. Fra næste sæson skifter den slovakiske stjernerytter til det franske hold Team TotalEnergies, hvor han har skrevet under på en toårig kontrakt.