Cykling

Roglic fortsætter på Jumbo-Visma

Jonas Vingegaards holdkammerat Primoz Roglic har forlænget med Jumbo-Visma til udgangen af 2025.

Den slovenske stjernerytter Primoz Roglic har fejret flere store triumfer hos Jumbo-Visma.

Og samarbejdet fortsætter i en rum tid endnu. Jonas Vingegaards holdkammerat har således lagt to år på sin kontrakt, så den nu løber til udgangen af 2025.

Det skriver det hollandske hold på sin hjemmeside.

32-årige Roglic har som Jumbo-Visma-rytter blandt andet vundet Vuelta a España i både 2019, 2020 og 2021.

Han har også vundet ni etapesejre i den spanske grand tour samt tre etapesejre i både Tour de France og Giro d'Italia.

Roglic vil have været ti år hos Jumbo-Visma, når den nye aftale løber ud.

- Det er meget specielt, at Primoz igen har forlænget og indtil videre har kørt hele sin professionelle karriere på vores hold.

- Vi er meget glade for det og meget stolte. Primoz symboliserer vores holds forandring i de seneste år, siger sportsdirektør Merijn Zeeman.

Er også kaptajn fremadrettet

Slovenerens cv indeholder også blandt andet sejre i Liège-Bastogne-Liège, Tirreno-Adriatico, Romandiet Rundt og Baskerlandet Rundt.

Han har også kørt efter den samlede sejr i Tour de France i de seneste sæsoner.

I 2018 blev han nummer fire, og i 2020 blev han nummer to efter at være blevet overhalet af landsmanden Tadej Pogacar på den afsluttende enkeltstart.

I 2021 udgik Roglic efter et styrt, og danske Jonas Vingegaard overtog rollen som kaptajn i sin Tour de France-debut. Det kastede en andenplads af sig.